Nu ophæves rockerforbud: Hells Angels er blevet hjemløse, men har ikke droppet kriminaliteten

I ti måneder har Fyns Politi forbudt rockere at opholde sig i to fynske klubhuse. Nu er problemet forsvundet af sig selv i Nyborg.

Siden september 2023 har der været opholdsforbud på Hells Angels to fynske rockerborge i Nyborg og Odense. Siden da har rockerne kun været på besøg en gang. Det skete ifølge Fyens.dk lørdag den 20. juli.

Besøget var dog ikke med øl, hygge og bål. Tværtimod havde klubben et sjak flyttemænd med, for at tømme klubhuset på Langelandsvej under politiets bevågenhed, oplyser leder af lokalpolitiet i Nyborg, Dennis Witt. 

Efter ti måneder med samlingsstedforbud var de nemlig blevet trætte af at betale leje til klubhuset. Nu er lejemålet opsagt.

Forbuddet mod at samles på adresserne kommer i kølvandet på den verserende konflikt mellem den forbudte bande Loyal To Familia og Hells Angels.

Men eftersom rockerne ikke længere er at finde på adressen i Nyborg, ser politiet nu ikke længere grund til at forbyde forsamlinger på matriklen. Derfor ophæves forbuddet præcis ti måneder efter det blev indført.

Rockergruppen har haft forbud mod at samle sig på adresserne i ti måneder.
Rockergruppen har haft forbud mod at samle sig på adresserne i ti måneder.
Foto: Jonathan Malat


Rockerne har dog stadig ejendele på adressen i Odense, hvorfor forbuddet her forlænges i samme åndedrag som Nyborg-forbuddet ophæves.

Hjemløse men stadig kriminelle

Hells Angels har med andre ord ikke noget officielt sted at samles på Fyn, og det kan næsten ligne at politiet og de bandekritiske politikere har vundet slaget mod de sagnomspundne Hells Angels-rockere. 

Helt så let er det dog ikke, lyder det fra Jesper Weimar Pedersen, som er vicepolitiinspektør i Fyns Politis bandeenhed.

- De er stadig markant til stede i det fynske. Jeg kan ikke fortælle præcis hvor mange de er, for det er klassificeret. Men det er helt almindeligt kendt, at de ernærer sig gennem organiseret kriminalitet - både narko- og  økonomisk kriminalitet. 

Jesper Weimar fra Fyns Politi fortæller, at grupperingen stadig i stor stil er til stede på Fyn.
Jesper Weimar fra Fyns Politi fortæller, at grupperingen stadig i stor stil er til stede på Fyn.
Foto: Tobias Aas Christensen


Derfor kommer Fyns Politi, i samme grad som før, til at bruge store ressourcer på at lægge hindringer i vejen for at grupperingen kan udøve kriminalitet og hverve nye medlemmer, ligesom politiet fortsat vil hjælpe personer som ønsker at komme ud af bandemiljøet.

- Selvom vi ikke har set konflikter med Hells Angels udspille sig i det offentlige rum på Fyn, betyder det slet ikke at de er harmløse. Vi ser i andre landsdele hvordan de ligger i åben krig med andre grupperinger, understreger Jesper Weimar.

Tavse rockere

Snart vil klubbens logo på den store port til klubhuset i Nyborg sandsynligvis være overmalet. Men hvordan rockerne selv ser på den situation forbliver i det uvisse.

TV 2 Fyn rakte mandag ud til Hells Angels for at spørge ind til deres tilstedeværelse på Fyn. Klubbens talsmand er dog aldrig vendt tilbage på henvendelsen.

Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V) kan dog næsten ikke få armene ned ovenpå nyheden. Da Odense Kommune lykkedes med at få permanent lukket for klubhuset i Odense, erklærede han nemlig, at Nyborg ville prøve det samme gennem Planklagenævnet.

Kenneth Muhs (V) glæder sig over, at Hells Angels er flyttet ud af klubhuset i Nyborg.
Kenneth Muhs (V) glæder sig over, at Hells Angels er flyttet ud af klubhuset i Nyborg.
Foto: Mikkel Skov Svendsen


- Jeg synes det er meget positivt og utrolig godt, at de er flyttet ud frivilligt. Men vi kommer til at holde øje med, om de kommer tilbage igen. Hvis de gør det, er vi klar til at gå gennem Planklagenævnet for at holde dem ude af kommunen, siger han.

Oversigt

    Oversigt