Erfaringerne fra det igangværende byggeri af Odins Bro over Odense Kanal skræmmer. En stor del af arbejdsstyrken kommer fra Polen og Kina, selvom der er masser af ledige bygningsarbejdere på Fyn.
Derfor vil Odense Kommune nu nedsætte en task force for at sikre, at noget ligende ikke sker, når byggeriet af det nye OUH, Campus, Thomas B. Thriges Gade og andre byggeprojekter går i gang.
Den nye task force vil blandt andet afsætte 12 millioner kroner til at hjælpe lokale virksomheder med at byde på opgaverne, og de enkelte opgaver skal udbydes i små størrelser så fynske virksomheder kan byde ind på opgaverne.
Samtidig vil kommunen sætte krav om at opgaverne bliver udført under danske overenskomster, og at der er lærlinge og elever i virksomhederne.
Endelig vil den nye task force kontrollere, at de sociale klausuler, der har været betingelsen for at få en opgave, også bliver overholdt.