Nye metoder i Vollsmose: Nishan hjælper med smittesituationen som testambassadør

Den voldsomme smitte i Odense-bydelen Vollsmose bliver afhjulpet med to-go test, isolationslejligheder og testambassadører fra området.

Den seneste tid er smitten med covid-19 eksploderet i Vollsmose med flere nysmittede hver dag og et incidenstal, der har nærmet sig 1000. Fredag ligger incidenstallet i bydelen på 953.

Lørdag gik nye massetest i form af to-go test, hvor borgere i bydelen kan blive podet enten i eget hjem eller på gaden i gang, ligesom kviktest tilbydes otte steder i området.

Og så render en masse beboere rundt med en hvid T-shirt, hvorpå der står "Stop smitten" på fronten og "Coronambassadør" henover ryggen.

Én af dem, der stolt bærer den hvide T-shirt, er beborformand Nishan Ganesh.

quote Det kan være et tidligt godt tegn, selvom det stadig er usikkert

Peter Rahbæk Juel (S), borgmester i Odense Kommune

- Så kan jeg spørge Andreas og Fatima og Ali, om de er blevet testet, og at jeg ellers kan vise vejen. Det er en opgave, vi løfter, siger Nishan Ganesh.

5000 er testet

Foran en af blokkene i Birkeparken stopper Nishan Ganesh op ved tre kvinder fra bydelen.

- Pissefedt, at I lige er blevet testet, ikke? Huske at sige det til alle shababs. For det er vigtigt, at vi bliver testet, siger han, mens de tre kvinder nikker ja til, at de er blevet testet.

-  De siger, at vi ikke kan, men vi ved, at vi kan. De skal ikke komme og sige, at vi ikke kan finde ud af det, siger Nishan Ganesh.

Nishan Ganesh spørger borgerne i Vollsmose, om de er blevet testet. Ellers hjælper han dem med at finde vej til et teststed.
Nishan Ganesh spørger borgerne i Vollsmose, om de er blevet testet. Ellers hjælper han dem med at finde vej til et teststed.
Foto: Ken Petersen

Og det går den rigtige vej med testning i Vollsmose.

- Siden weekenden er 5000 beboere blevet testet ud af befolkning på omkring 9100. Så der er kommet rigtig godt gang i testene. Det kan være et tidligt godt tegn, selvom det stadig er usikkert, siger borgmester i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel (S).

- Vi tager en del af byrden

Selvom smittetallet i Vollsmose er faldet en smule siden fredag, så er situationen fortsat alvorlig og kan få betydning for genåbningnen af Odense. 

Målet er derfor at teste samtlige beboere over 12 år i Vollsmose to gange om ugen.

quote Vi tager allesamme en del af det her og tager en del af byrden for at få smittetallet ned

Nishan Ganesh, beboerformand i Vollsmose

- Vollsmose er nok den mest testede bydel i Danmark lige nu, og man kan blandt andet takke beboerne i Vollsmose for, at de er begyndt at gå til test. Men vi skal have endnu mere gang i det, siger Peter Rahbæk Juel.

Én af dem, der lørdag blev testet for corona, er Hodan Osman.

Hodan Osman er én af dem, der blev testet lørdag og kunne trække en testambassadør-t-shirt over hvoedet.
Hodan Osman er én af dem, der blev testet lørdag og kunne trække en testambassadør-t-shirt over hvoedet.
Foto: Ken Petersen

- Det er meget alvorligt, så derfor vil jeg gerne testes. Og jeg vil gerne komme med et budskab om, at alle skal blive testet, siger Hodan Osman og trækker én af de hvide testambassadør-t-shirts over hovedet, ligesom Nishan Ganesh.

Og Nishan Ganesh har kun ét vigtigt formål nu - at få smitten nedbragt i området.

- Vi tager allesamme en del af det her og tager en del af byrden for at få smittetallet ned, siger han og smiler under mundbindet til flere, der netop har fået taget en test.

- Tusind tak for jeres indsats. Vi skal blive ved, for coronaen er kommet for at blive, siger han.

Oversigt

    Oversigt