Nytårsnat på skadestuen: - Vi har haft mere travlt end normalt

Det har været en travl nat på skadestuen på OUH. Personalet har haft mere at se til end tidligere nytårsaftener.

Køen på skadestuen var lang nytårsnat. Også længere end den plejer at være.

Mens raketterne oplyste nattehimlen, og nogle skålede det nye år velkommen, sad en del andre i venteværelset på Odense Universitetshospitals skadestue. 

- Der har været rigtig, rigtig travlt, og der har været rigtig mange patienter på skadestuen. Også flere, end vi plejer at se nytårsaften, fortæller afdelingslæge i traumesektoren på OUH Joakim Jensen.

Patienterne mødte op med både almindelige skader, som Joakim Jensen beskriver det, og skader i forbindelse med fyrværkeri.

- Det er klassiske weekendskader gange to. Det er sår og flænger, brækkede ben, åbne brud og forstuvninger. Og så har der bare været flere af dem, fortæller han.

Torskedumt uden briller

Odense Universitetshospitals Ulykkes Analyse Gruppen er de kommende dage klar med den endelige opgørelse over antallet af fyrværkeriskader. Det er dog Joakim Jensens opfattelse, at den vil vise, at der i år er sket lidt flere af slagsen.

Personalet på skadestuen så flere patienter nytårsnat, end det plejer.
Personalet på skadestuen så flere patienter nytårsnat, end det plejer.
Foto: Niels Anton Gyde

- Umiddelbart viser den foreløbige optælling, at der har været flere fyrværkeriskader, og synderne er batterier og bomberør, og så har vi også nogle skader med lunter, der brænder fingrene. Skaderne har til gengæld ikke været så komplekse, som vi har set de seneste år. Vi har ikke haft slemme håndskader på Fyn i år, fortæller han.

De fleste slap også gennem nytåret uden alvorlige øjenskader. Alligevel er det her fortsat muligt at skabe forbedringer. 

- Vi kan se, at skaderne skyldes, at folk ikke bruger sikkerhedsbriller. Stadig ikke. Det er i mine øjne torskedumt. Det er så nemt at tage på, og det kan redde synet, siger afdelingslægen.

I løbet af nytårsaften rykkede ambulancer ud 13 gange til fyrværkeriskader. Otte handlede om øjenskader, mens tre hente patienter med håndskader.

Sidste år ramte hver fjerde fyrværkeriskade børn under 15 år

Oversigt

    Oversigt