Lasse Bækkelund, Claes F. Hansen og Andreas Storr er navnene på den nye trup, der skal spille for OB, når eSuperligaen skydes i gang til november. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Tirsdag kunne OB sammen med flere andre Superliga-klubber offentliggøre, at man ville bakke op om den nye eSuperliga. Nu har klubben præsenteret de tre spillere.
- Det har været vigtigt at have spillere med et klart fynsk DNA, der flugter med klubbens værdier. Det har de alle tre, og de bidrager dermed til fortællingen om et samlet OB på hver deres facon, siger Jens Martinus Pedersen, der er Esport Manager i OB Esport og direktør hos Odense Esport.
Dygtige spillere
Blandt de tre spillere finder man Lasse Bækkelund, der tidligere har repræsenteret klubben som professionel Fifa-spiller. Han er kaptajn på holdet, der også udgøres af den garvede Fifa-spiller Claes F. Hansen og den ukendte Andreas Storr.
- Vi har valgt de tre spillere, fordi de har et højt sportsligt niveau. De er alle driftssikre og garanter for gode præstationer, siger klubbens Esport manager.
Den nye OB-trup skal dyste mod de 15 andre klubber i den nye e-sportsliga. De otte bedste klubber går videre til slutspillet, hvor de kæmper om toplaceringen og en præmiepulje på 365.000 kroner.
Ligesom e-holdets boldspillende kollegaer skal Lasse Bækkelund og kompagni dyste mod kendte hold som FCK, AGF og Brøndby.
Den nye turnering starter 5. november og løber frem til midten af december.