Kræftens Bekæmpelse vil oprette syv nye rådgivningscentre tæt på hospitalernes kræftcentre i Aalborg, Herning, Vejle, Odense, Roskilde, Næstved og Herlev. Rådgivningscentrene bliver etableret enten som nybyggeri eller ombygning af eksisterende bygninger.
Realdania har bevilget 50 millioner kroner til projektet, og Kræftens Bekæmpelse bruger 100 millioner kroner.
Målet med centerene er at kunne hjælpe langt flere kræftpatienter og deres pårørende - og gerne så tidligt i sygdomsforløbet som muligt.
Projektet er inspireret af de engelske Maggie Centre, som netop ligger tæt på hospitalernes kræftafdelinger. Maggie Centrene adskiller sig tydeligt fra hospitalsarkitekturen med deres egen stærke arkitektoniske identitet, baseret på tryghed, hjemlighed, åbenhed, nærhed og nærvær.
- Det er vigtigt, at rådgivningscentrene funktionelt og æstetisk kommer til at give de kræftramte og deres pårørende ro til at overskue deres situation uden for sygehussystemet, siger direktør i Realdania Hans Peter Svendler.