Men trods masser en ihærdig indsats og kommunale skattekroner har ingen forfulgte forfattere endnu sat deres fod på Fyn.
Nu gør Odense Kommune et sidste forsøg.
Midt i Odense har der nu i flere år stået en lejlighed klar til at huse en forfatter som er forfulgt i sit hjemland. Men der aldrig dukket nogen op i lejligheden.
- Nu giver vi det en chance mere, og vi har kigget på kriterierne, vi har kigget på geografien i forhold til at sikre, at denne gang der lykkes det at få en forfatter, men jeg tror også, at hvis ikke det skulle lykkes denne her gang, så er tålmodigheden ved at være brugt op, siger By- og kulturrådmand Steen Møller (K).
Der blev ellers ikke sparet på de store ord, da Odense i sin tid meldte sig på banen som friby.
Odense Kommune ønskede at spille en international rolle ved at sikre husly til undertrykte forfattere - og på den måde bidrage til kampen for ytringsfrihed.
Men gang på gang er Odense Kommune strandet med friby-projektet. Tilbage i 2007 sagde menneskerettighedsforkæmperen Hirsi Ali nej tak til invitationen.
I et andet tilfælde blev opholdet i Odense droppet i sidste øjeblik, fordi det viste sig, at den inviterede forfatter reelt ikke var truet.
Og senest har Odense Kommune igen oplevet, at en forfulgt forfatter har foretrukket at blive i hjemlandet frem for at slå sig ned i Odense.
- Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, fordi når det er sådan, at vi politisk besluter at vi skal være en del af denne her ordning, så er det fordi vi gerne vil hjælpe med til at tage vores ansvar for ytringsfriheden i hele verden. At sikre at de forfattere og journalister, der bliver forfulgt, et sted at være, siger Steen Møller.