De fynske kulturelskere må endnu en gang væbne sig med tålmodighed efter meldingen om, at de nuværende restriktioner på området forlænges.
For det betyder, at Odense Teater har været nødt til at rydde kalenderen til efter påske. Det oplyser teaterdirektør Jacob Schjødt til TV 2 Fyn.
- Jeg er først og fremmest ked af det og synes, det er brandærgerligt. Vi havde håbet til det sidste, men vi er heller ikke blinde for, hvad der sker rundt omkring i samfundet, så det kommer ikke bag på os, siger han.
- Ligesom alle andre er vi lede og kede af, at vi ikke snart kan få lov til at gøre det, vi elsker, og lukke publikum ind.
Det drejer sig om i alt 27 forestillinger, og det vil dermed ikke være muligt at komme i teateret frem til og med 5. april.
Påvirker flere opsætninger
Det går ud over opsætningerne Bonnie & Clyde og Tre Søstre, der skulle have haft premiere henholdsvis 13. og 20. marts.
Ifølge teaterdirektøren er det ikke muligt at rykke de 27 forestillinger, da en række af de ansatte skal videre til andre projekter. Derudover begynder opsætningen af de næste forestillinger på programmet.
- Så nu beder vi bare til de højere magter om, at vi snart kan lukke publikum ind, siger Jacob Schjødt.
Håber på forståelse
Teateret håber på gæsternes forståelse og tålmodighed og lover, at der snarest vil være besked angående de billetter, der allerede er solgt.
Du vil få pengene tilbage hurtigst muligt - hold øje med din indbakke, lyder det.
- Vi ser frem mod en ny sæson, der forhåbentlig er mindre præget af corona og nedlukninger, og vi glæder os ustyrligt meget til at kunne præsentere sæson 2021/2022, lyder det fra teateret.