Olde er verdens ældste: Fynsk pingvin optages i Guinness World Records

Æselpingvinen Olde fra Odense Zoo er ikke bare verdens ældste af sin art. Hun har nu officielt titlen som den ”ældste pingvin i verden i fangenskab”.

41 år, fire måneder og 29 dage er det siden, at æselpingvinen Olde klækkede ud af sit æg. Hun er således ikke kun ældgammel blandt artsfællerne i Odense. Hun er også alderspræsident på verdensplan.

Det er Guinness World Records, som registrerer alverdens rekorder, der har spottet Olde og nu optager hende i Guinness World Records.

Optagelsen sker vel at mærke i kategorien ”ældste pingvin i fangenskab”. I den vilde natur har æselpingvinen adresse på Antarktis i de yderst lave temperaturer på den sydlige pol.

Edinburg, Montreal, Spanien ...

Olde så dagens lys i Edinburg Zoo den 16. maj 1979, og efter en tur til Biodome i Montreal flyttede hun i 2003 til Odense.

Her har hun boet siden, og har flittigt delt sine gener. Hun har i alt fået 16 unger, som er sendt videre ud til zoologiske haver i USA, Canada, Irland, Holland, Spanien og Skotland.

De seneste unger i Oldes linje kom til verden i år, og med dem er hun ikke kun olde-, men tip-tip-oldemor, skriver Odense Zoo i en pressemeddelelse.

Udenfor de trygge zoologiske haver bliver æselpingviner som regel mellem 15 og 20 år gamle, mens de i fangenskab bliver tæt på 30 år. Derfor er Oldes 41 år noget ganske særligt.

Den høje alder kan dog også ses, fortæller dyrepasser Sandie Munck fra Odense Zoo:

- Hun kan godt se lidt slidt ud, og hendes fjerdragt er ikke længere så pæn, fordi hun ikke har energi til at pudse og pleje den, sådan som de andre gør. Men hun bevæger sig fint rundt og spiser, som hun skal, så alt i alt har hun det godt.

I pressemeddelelsen siger Guinness World Records, at man glad for at have fundet frem til Olde:

- I min tid hos Guinness World Records har jeg været så heldig at stifte bekendtskab med det ældste dovendyr, den ældste røde panda, den ældste tapir og endda det ældste landlevende dyr - men det her er min første overlegne olde blandt fugle, siger chefredaktør Adam Millward.

Han tilføjer, at det er en fornøjelse at kunne tildele Olde, en plads i rampelyset som den ældste levende pingvin i fangenskab.

- Jeg håber, at de andre pingviner i Odense Zoo giver Olde en velfortjent hånd - eller måske snarere luffe - for den, i bogstaveligste forstand, enestående livstidspræstation, siger Adam Millward..

Lidt ekstra fisk og et bad

Olde har det godt og mangler ingenting. Derfor udløser hendes nye titel ikke den store festivitas - og dog.

Måske får den gamle dame en ekstra fisk eller flere, og bliver nok også frisket lidt op, fortæller dyrepasser Sandie Munck:

- Fordi Olde ikke holder sin fjerdragt pæn længere, er den ikke vandtæt, og derfor kan hun ikke komme i vandet. I stedet giver vi hende nogle små bade, og sådan et får hun også i dag – sammen med alle de fisk, hun kan spise.

For at undgå spredning af smitte med covid-19 er alle offentlige fodringer af dyr i Odense Zoo aflyst på ubestemt tid.

TV 2 Fyn har dog fået lov til at være til stede under coronasikre forhold, så Oldes dag vil blive foreviget. Mød Olde i vores nyhedsudsendelse klokken 19.30.

41-årige Oldes pels er ikke længere vandtæt, så hun kan ikke komme i vandet.
41-årige Oldes pels er ikke længere vandtæt, så hun kan ikke komme i vandet.

 

Oversigt

    Oversigt