Politi anholder flere i stor narkosag og gør stort fund

Særlig politienhed har konfiskeret store mængder hård narko og et større pengebeløb i ransagninger tirsdag.

Politiet har tirsdag formiddag anholdt to mænd og en kvinde i en sag om store mængder narko.

En 26-årig mand blev anholdt i Odense og en 28-årig kvinde samt en 30-årig mand i Kolding.

Det oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som har foretaget aktionen i tæt samarbejde med Sydøstjyllands Politi, Fyns Politi og Toldstyrelsen.

De to mænd er blevet sigtet for at have medvirket til handel med store mængder kokain samt for besiddelse af en automatriffel. Kvinden er sigtet for handel med store mængder amfetamin.

Politiet oplyser ikke, hvor store mængder narko der er tale om.

Men det fortæller, at man ved ransagning af adresser har konfiskeret store mængder hård narkotika og et større pengebeløb. Beløbet sættes der heller ikke en størrelse på.

Anholdelserne er del af et større sagskompleks om organiseret narkohandel, der har tråde til udlandet.

De to mænd vil blive stillet for en dommer i et grundlovsforhør i Retten i Odense onsdag morgen. Her vil en anklager kræve dem varetægtsfængslet og komme med et krav om lukkede døre.

Det er endnu uvist, om kvinden vil blive krævet fængslet eller løsladt igen.

Politiet kan ikke oplyse, hvordan de tre anholdte forholder sig til sigtelsen.

Den ledende politiinspektør i NSK, Michael Kjeldgaard, fortæller, at dagens tre anholdelser skal ses som en del af en større og meget omfangsrig efterforskning.

- De anholdte har efter vores opfattelse medvirket til handel med store mængder hård narkotika og våben.

- Med dagens aktion og anholdelser har vi sammen med Sydøstjyllands Politi, Fyns Politi og Toldstyrelsen fjernet et centralt led i et organiseret narkotikanetværk med tråde til udlandet, udtaler han i en pressemeddelelse.

Oversigt

    Oversigt