14. sep. 2023 kl. 11:24
Esben Seerup

Politiet bekymret for store koncertplaner – kan give ”massive trafikale udfordringer”

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del

Koncerter og events med 70.000 deltagere på Dyrskuepladsen i Odense kan give ”massive trafikudfordringer af langvarig karakter”, vurderer Fyns Politi, der udtrykker bekymring over dele af planerne. Kommunen siger, at der er "en god dialog" om problemstillingerne.

Både smilene og ambitionerne var store i Odense, da politikere og eventchefer i mandags kunne præsentere ambitionerne for en udvidelse af Dyrskuepladsen, så den fremover skal kunne rumme arrangementer med helt op til 70.000 deltagere.

Men hos Fyns Politi er smilene ikke helt lige så store.

I et svar til Odense Kommune om kapacitetsudvidelsen af Dyrskuepladsen, som TV 2 Fyn har fået aktindsigt i, udtrykker Fyns Politi bekymring omkring dele af planerne.

Helt konkret er det planerne om lukning af Kløvermosevej i forbindelse med de store events, som politiet i særlig grad hæfter sig ved.

- En lukning af Kløvermosevej kan medføre massive trafikmæssige udfordringer, skriver Fyns Politi blandt andet i svaret til kommunen.

Politiet skriver videre, at disse udfordringer allerede er konstateret ved tidligere events på pladsen, hvor blandt andre det amerikanske rockband Guns N’ Roses i 2018 gav koncert på Dyrskuepladsen foran omkring 40.000 tilskuere.

I sommer spillede det tyske metalband Rammstein to endnu større koncerter med omkring 47.000 tilskuere til hver.

Politiet skriver, at ud fra erfaringerne med trafikpåvirkningen fra de større events i Odense vil en indelukning af Kløvermosevej og et samtidigt uheld på Fynske Motorvej give ”massive trafikudfordringer af langvarig karakter”.

Derfor vil op mod 25.000 deltagere mere sætte yderligere pres på infrastrukturen omkring Odense, vurderer politiet.

Det samme konkluderer rådgivningsfirmaet Event Safety, som har udarbejdet en 15 sider lang rapport om de sikkerhedsmæssige aspekter af kapacitetsudvidelsen.

I rapportens konklusion står, at der principielt godt kan arrangeres koncerter med op til 70.000 mennesker på Dyrskuepladsen, hvis man foretager en række tiltag.

Men anbefalingen er at skrue ned for antallet af deltagere.

- Det tilrådes dog fortsat at nedjustere tallet en smule fra ”kapacitets-maksimum” for at have mulighed for, at der er elementer af afviklingen, som ikke går helt efter planen, skriver Event Safety.

Indtil videre arbejder Odense Kommune dog videre med planerne om 70.000 mennesker på pladsen. 

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkiv: Sidsel Anna Husted Adamsen
Under sommerens Rammstein-koncerter var køerne lange. Nu arbejdes på løsninger, som kan give 50 procent flere tilskuere på Dyrskuepladsen end til de to koncerter med det tyske metalband.

Manglende plads til beredskabet

Politiets bekymring om Kløvermosevej bunder også i, at der lige nu arbejdes ud fra en plan om at lave ind- og udgange for publikum via netop Kløvermosevej.

Her ønsker politiet samtidig at have mulighed for at kunne bevæge sig rundt og arbejde, hvis der sker noget uventet.

- Det bør tænkes ind, at dele af Kløvermosevej skal kunne anvendes af Beredskaberne under indsats i forbindelse med en uvarslet hændelse, skriver politiet videre.

Politiet ser det derfor som en nødvendighed, at der ved større events på Dyrskuepladsen bliver lavet adskillige ind- og udgange samt såkaldte beredskabsveje på Kløvermosevej.

Altså veje, hvor kun ambulancer, politi og eventuelt brandbiler skal kunne passere.  

- Hvilket i et beredskabsmæssigt lys er nødvendigt, hvis Kløvermosevej ved en uvarslet hændelse eller større ulykke bliver beredskabsområde, fortsætter politiet i sit svar til kommunen.

Rådgivningsfirmaet Event Safety, der arbejder med sikkerhed til større events, har forud for præsentationen af ambitionerne om en udvidelse af kapaciteten på Dyrskuepladsen udarbejdet førnævnte rapport, som analyserer forholdene på pladsen.

Rapporten tager udgangspunkt i en tilsvarende analyse fra 2021 samt erfaringer fra de seneste års større events på Dyrskuepladsen. Derudover har der været afholdt fem møder med samarbejdspartnere og myndigheder omkring brug af pladsen.

Altså indgår blandt andet svarene fra Fyns Politi i den samlede vurdering i rapporten. 

Hvis man vil forøge antallet af publikummer, nævner rapporten antallet af ind- og udgange samt effektiv tømning af pladsen som den største udfordring. 

Samtidig understreges det også, at alle publikummer ikke skal ud via Kløvermosevej, som der i så fald er risiko for vil blive helt tilstoppet.

Kun hvis man gennemfører alle rapportens anbefalinger - en lukning af Kløvermosevej under arrangementerne, mange flere udgange, trafikplaner, planer for at undgå propper ved udgange samt evakueringszoner - vurderer rapporten, at der kan være 70.000 publikummer på Dyrskuepladsen. 

- Men det understreges, at det kræver en stor indsats, fastslår rapporten.

Ordene "stor indsats" er i rapporten både understreget og med fed skrift. 

Ligesom politiet konstaterer rapporten, at trafik og parkering omkring Dyrskuepladsen er "et massivt problem".

- Der er eksempler på, at villavejene syd for pladsen var fyldt med biler frem til 02.30 om natten, hvilket har gjort indkørsel med redningskøretøjer til området umuligt, står der blandt andet i rapporten. 

(Artiklen fortsætter under billedet)

Esben Seerup
To gange 47.000 publikummer overværede sommerens koncerter med Rammstein.

Kommunen: Vi har en god dialog

I Odense Kommune er afdelingschef for Kultur og Fritid Martin Petersen en nøgleperson for det videre arbejde med udvidelsen og tilpasningen af Dyrskuepladsen.

Han hæfter sig i arbejdet særligt ved, at en lukning af Kløvermosevej fra Falen til Sdr. Boulevard kunne medføre ”massive trafikale udfordringer”, og han fortæller til TV 2 Fyn, at der har været en god og konstruktiv dialog med både politi og beredskab med afsæt i den kapacitetsrapporten fra Event Safety.

Gør det indtryk på dig, når politiet udtrykker bekymring for jeres planer?

- Jeg opfatter det ikke som om, at politiet udtrykker bekymring for vores planer. Hvis vi intet gør, så er der en risiko, men det er jo netop derfor, at vi har foreslået, at vi gør, som Event Safety skitserer i deres kapacitetsrapport for at minimere eventuelt trafikale udfordringer mest muligt, skriver Martin Petersen i et skriftligt svar til TV 2 Fyn.

Hvordan vil I løse de problemstillinger, som politiet stiller op?

- Vi har i forvaltningerne haft en god og konstruktiv dialog med politiet og beredskabet i forhold til, hvordan vi bedst muligt minimerer trafikale udfordringer. 

- Nogle af de foreslåede handlinger er blandt andet udarbejdelse af en fast skilteplan, som en kommende arrangører skal overholde. Derudover også en række forbud mod parkering, indkørsel forbudt med videre på en nogle af de omkringliggende veje. 

- En tredje handling er derudover også flere indgange til selve pladsen, som gør, at gæsterne bliver fordelt rundt og derfor ikke skal benytte sig af den samme indgang og dermed fordeler presset på flere veje, skriver Martin Petersen.

Vil fortsætte dialogen

Fyns Politi konkluderer samlet set i sit svar til kommunen, at kommunen godt kan arbejde videre med planerne om lukning af Kløvermosevej ved større arrangementer.

Men politiet understreger samtidig, at deres indvendinger skal inkluderes, og at det kommer til at kræve en stor indsats af kommunen, arrangøren og beredskaberne at sikre, at alle kendte risici minimeres.

Fyns Politi oplyser til TV 2 Fyn, at det - udover nedenstående - ikke har yderligere kommentarer til sagen ud over det høringssvar, som er givet til Odense Kommune. 

- Fyns Politi vil indgå konstruktivt i samarbejdet med kommunen, en kommende arrangør og de øvrige beredskaber om den konkrete opgave med at sikre sikkerheden ved kapacitetsudvidelsen, skriver Fyns Politi i et skriftligt svar til TV 2 Fyn.

26. nov. 2024 kl. 22:43
Thomas Larsen-Bjerre

Seneste nyt fra dødsulykke:
  • Hårdt og ubarmhjertigt, siger Fyns Politi om redningsaktion

LYT
Del

To personer er omkommet, flere er kommet alvorligt til skade, og en person er fortsat savnet i forbindelse med en sammenstyrtningsulykke på Flemløse Biogas i Glamsbjerg.

TV 2 Fyn følger udviklingen.

Har du oplysninger om ulykken, kan du skrive til redaktionen@tv2fyn.dk.

Alvorlig sammenstyrtningsulykke på biogasanlæg

Følg opdateringerne herunder

27. nov. 2024 kl. 19:38
TV 2

Ejere har tjent millioner på ulykkesramt biogasanlæg

LYT
Del

Det ulykkesramte biogasanlæg i Flemløse har været en guldgrube for de tre ejere, men anlægget har også mødt modstand i lokalsamfundet.

På bare syv år har det ulykkesramte biogasanlæg i Flemløse været en ubetinget økonomisk succes og en guldgrube for de tre lokale ejere.

Anlægget, der blev etableret i 2017 og siden er blevet udvidet flere gange, gav sidste år et overskud på 22 millioner kroner, og selskabets egenkapital var i det seneste regnskab på 42 millioner kroner.

De tre ejere i selskabet Jørgen Stougaard, Christian Stenskrog og Kurt Poulsen har de seneste to år hævet 12 millioner kroner i udbytte.

I et interview i Effektivt Landbrug forrige år kunne Jørgen Stougaard oplyse, at de tre partnere havde timet etableringen helt perfekt.

Han fik i 2015 ideen sammen med mælkeproducent Christian Stenskrog til at anlægge et biogasanlæg tæt op ad sin svinebedrift med et stort arealtilliggende og eget transportfirma.

Gylle er guld

Det viste sig dog hurtigt, at anlægget burde være større for at hente rationalitet og dermed økonomi i projektet, og man tog derfor kontakt til Kurt Poulsen, der driver Toftegård med fedekalve ved siden af.

Kurt Poulsen, der ejer 50 procent af Flemløse-anlægget, har et helt tilsvarende på Andekærgaard på Tåsinge.

Ideen var at anvende gylle og dybstrøelse samt frøgræs, snittet rajgræshalm, frasorterede grøntsager fra Torup Bakkegaard samt restprodukter fra DLG’s foderfabrikker.

De tre ejeres bedrifter samt lokale planteavlere kunne efterfølgende aftage den afgassede gylle, der tillige er lugtfri efter turen på 60 dage gennem biogasanlægget.

Den første biogas fra Flemløse blev leveret den 20. august i 2020.

Siden kom energikrisen og stop for russisk gas, hvilket gav endnu bedre priser for biogassen.

27. nov. 2024 kl. 22:54
Fyn
Kort nyt

Hardhitter går i kødet på rådmand

LYT
Del

Det fynske folketingsmedlem Karsten Hønge (SF) er mildt sagt ikke begejstret for beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholts (V) forslag om, at alle førtidspensionister løbende skal vurderes, om de kan arbejde.

- For det første så vil det skabe så meget usikkerhed og utryghed blandt de mennesker, der har fået en førtidspension. Mange af dem har fået det på grund af, at de kan have nogle psykiske udfordringer. Gad vide, hvordan det så virker og få at vide, at du hele tiden skal til eksamen hvert fjerde år, siger Karsten Hønge.

27. nov. 2024 kl. 22:26
Kort nyt

Blæst skaber forbud mod påhængskøretøjer over Storebælt

LYT
Del

Trailere og andre påhængskøretøjer med en faktisk totalvægt på under 750 kilo må ikke køre på Storebæltsbroen i begge retninger.

Det oplyser Vejdirektoratet på dets trafikkort.

Det blæser kraftigt, hvilket ligger til grund for forbuddet. Vinden forventes at aftage hen mod midnat.

27. nov. 2024 kl. 22:05
Morten Albek

76 procent får det - nu vil rådmand tage et opgør med samfundsproblem

LYT
Del

Det skal ikke kun være mennesker under 40 år, som skal kunne få tilkendt en midlertidig førtidspension. Nu bør det faktisk gælde for alle førtidspensionister.

Borgere med ikke-vestlig baggrund er stærkt overrepræsenterede på førtidspension - og særligt de ældre. Det viser nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening. 

I Odense er 76 procent af irakere over 50 år eksempelvis på førtidspension. 

Men kan det virkelig passe, at der i de 76 procent ikke er en eneste, som kunne arbejde et par timer om ugen?

Det undrer beskæftigelses- og socialrådmand i Odense Kommune Christoffer Lilleholt (V) sig over.

- Det kan simpelthen ikke passe, at så stor en del mennesker af en samlet gruppe ikke kan arbejde. Hvis det er tilfældet, så har vi jo fejlet som samfund.

Han udviser forståelse for, at man som flygtning kan være udfordret af krigstraumer eller andet fra sit hjemland. Men antallet kommer alligevel bag på ham, og det synes han kræver handling.

I oktober foreslog Lilleholt, at førtidspensionister under 40 år bør kunne gives en midlertidig pension, som betyder, at man løbende revurderer sagen med henblik på, om den enkelte er blevet arbejdsdygtig siden sidst. 

Men nu synes han, at det tilbud bør gælde for alle førtidspensionister - og han foreslår, at man starter med at undersøge dem, som er overrepræsenterede i tallene.

Forstå mig ret...

Og det skal forstås som en invitation, en kærlig hånd og en tro på vores borgere, understreger politikeren.

- Vi kan ikke være bekendt at parkere dem for livet ved at give dem en permanent førtidspension. Hvis bare nogle kan komme ud igen, så vil det jo være en kæmpe gevinst for dem selv - men også for samfundet. 

Men sidste måned mødte forslaget kritik blandt andre fra den fynske beskæftigelsesordfører fra SF, Karsten Hønge, som udtrykte bekymring for, hvad en tilbagevendende revurdering kan betyde for førtidspensionisterne:

- For det første så vil det skabe så meget usikkerhed og utryghed blandt de mennesker, der har fået en førtidspension. Mange af dem har fået det på grund af, at de kan have nogle psykiske udfordringer. Gad vide, hvordan det så virker og få at vide, at du hele tiden skal til eksamen hvert fjerde år? 

Christoffer Lilleholt (V) understreger dog, at der ikke skal graves i de sager, hvor der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved den enkeltes tilstand.

- I nogle sager vil man hurtigt kunne vurdere, at det her menneske selvfølgelig skal være på førtidspension - og så skal man selvfølgelig ikke belaste dem yderligere.

Det handler for Lilleholt i højere grad om at gribe dem, som har fået forsørgelse i over 20 år eller har været i længere behandling for deres udfordringer - som måske kunne være friske nok til et par arbejdstimer om ugen. De skal i hvert fald have muligheden.

- Men hvis der er en berettiget mistanke fra os om, at du faktisk godt kan arbejde, så ser jeg gerne at man tager en samtale om, hvordan det går, og hvad der sker i ens liv, får en ny vurdering med lægen og begynder at snakke om, om en tre-timers praktikuge kunne være en mulighed. 

For at gå videre med forslaget mangler der ifølge rådmanden bare grønt lys fra Folketinget.

Menneskelig eller økonomisk gevinst

Kommer det ikke til at koste mange penge at skulle sætte så stort et system og apparat i gang?

- Det er også dyrt for samfundet at have folk på førtidspension, så hvis bare en lille gruppe kommer i arbejde igen, så er det en gevinst for samfundet.

Men kunne man ikke godt forestille sig, at udgifterne for den her opskalering bliver større end den egentlige gevinst?

- Det er jeg ikke bange for. Lykkes vi bare med at få nogle enkelte ud, så er det en gevinst. Hvis ikke økonomisk, så i hvert fald menneskeligt.

27. nov. 2024 kl. 21:53
Kort nyt

Fjernvarme Fyn afbryder varme i Odense-bydel

LYT
Del

Hvis du befinder dig i Odense N, kan det være, at du skal finde tophuen frem torsdag.

Fjernvarme Fyn afbryder nemlig varmen på Allesø-Norden, Allesøvej, Beldringevej, Fredskovvej, Korsgade, Mellemgyden, Odensegyden, Parkgyden, Søhusvej, Søkildevej, Æbleskivegyden.

Afbrydelsen sker fra klokken 12.30 til klokken cirka 14.30, fremgår af selskabets hjemmeside.

27. nov. 2024 kl. 21:24
Fyn
Kort nyt
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Politiets frit lejde-aktion sætter rekord

LYT
Del

Der er stadig nogle dage at løbe på, hvis man vil af med et våben uden at blive straffet.

Politiets frit lejde-aktion løber resten af november, men allerede nu kan politiet sige, at der er blevet indleveret rekordmange ting.

24.766 effekter er blevet indleveret fra 1. november til og med 26. november, oplyser Rigspolitiet onsdag i en pressemeddelelse.

Dermed er den hidtidige rekord fra frit lejde-aktionen i 2017 på 24.546 effekter blevet slået.

- Vi sætter virkelig stor pris på den høje tilslutning til frit lejde-aktionen, som vi har oplevet fra borgerne indtil videre, siger politikommissær i Rigspolitiet Sune Fletcher Hjortel i en pressemeddelelse.

Der er blandt blevet indleveret geværer, rifler, knive, sabler og pistoler. Men også andre våben som peberspray har politiet fået.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her