Politiet undersøger brand i Vollsmose: - Ligner nogen har anrettet et bål

Brandvæsenet rykkede torsdag ud til melding om brand i Fyrreparken i Vollsmose. Politiet laver nu brandundersøgelse.

En melding om sort røg fra en kælderskakt i Fyrreparken i Vollsmose fik torsdag aften brandvæsenet til at rykke ud.

Branden blev hurtigt slukket, men omstændighederne får nu politiet til at undersøge sagen nærmere.

Det fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Peter Vestergaard.

- Det ligner, at nogen har forsøgt at anrette et bål og sat en tændstik til det, så nu bliver der lavet en brandundersøgelse, siger han.

Ifølge vagtchefen har branden ikke nået at forvolde stor skade.

Kælderskakten hører til en etageejendom, men branden har ikke nået at være til fare for menneskeliv ifølge vagtchefen.

- Det er hurtigt blevet slukket. Der er ikke nogen, der er kommet til skade, og der har ikke været behov for at evakuere nogen, fortæller han.

Meldingen om branden indløb klokken 18.46.

Har man set noget mistænkeligt i området, kan man henvende sig til Fyns Politi på telefon 114. 

Oversigt

    Oversigt