Professor kan "vanskeligt forestille sig" at ny forening kan få fjernvarmerør gratis

Det er "vanskeligt at forestille sig", at Fionia Fjernvarme kan få lov at købe Odenses fjernvarmenet til den pris, der er sat i aftalen med Energi Fyn, mener førende forsker i energiret.

Bent Ole Gram Mortensen er landets førende professor i energi- og forsyningsret.
Bent Ole Gram Mortensen er landets førende professor i energi- og forsyningsret.
Foto: Jonathan Malat

Hvis Fionia Fjernvarme vil overtage fjernvarmenettet i Odense fra Fjernvarme Fyn, kan det ende med at koste langt mere, end foreningen forestiller sig.

Det mener landets førende professor i energiret, Bent Ole Gram Mortensen fra Syddansk Universitet.

- Der skal rejses nogle penge, for jeg kan meget vanskeligt forestille mig, at det kan sælges til nul kroner, siger Bent Ole Gram Mortensen til TV 2 Fyn.

Det er ellers den værdi, rørnettet er sat til i den foreløbige aftale, som Energi Fyn og Odense Kommune har indgået.

- Udgangspunktet er, at det er gratis. Det har vi jo kunnet læse. Det er værdisat til nul kroner, og det er jo varmerørene, det handler om. Så derfor regner vi ikke med, at vi skal have ret mange penge op ad lommen, siger Søren Windell, som er formand for Fionia Fjernvarme og konservativ Ældre- og Handicaprådmand i Odense.

Fionia Fjernvarme har til formål at føre en retssag mod Odense Kommune, hvor de vil have afklaret, om kommunen har opfyldt varmeforsyningslovens paragraf 23f. Den siger, at forbrugerne har forkøbsret til fjervarmerørene.

Forventer at få rør gratis

Skulle Fionia Fjernvarme ende med at vinde den retssag, er foreningen parat til at overtage fjernvarmenettet i byen, og det forventer den at få lov til for nul kroner.

Bent Ole Gram Mortensen kan ikke se for sig, at I kan få rørene til nul kroner. Der står i loven, at de skal sælges til markedspris, og han mener ikke, man i den situation vil kunne få dem til nul kroner. Hvad siger du til det?

- Så kan det jo undre mig, at Energi Fyn kan få dem til en markedspris på nul kroner. Der er da et eller andet, der ikke hænger sammen, siger Søren Windell.

Er I klar til at betale et givet millionbeløb for rørene?

- Vi vil ikke betale for noget, der er vores i forvejen. Det er en rigtig dårlig handel, og vi er ikke dårlige købmænd. Det lader vi borgmesteren være, siger Søren Windell.

Så hvis det kommer til, at I skal betale for det, er I ikke klar til det?

- Vi tror ikke, vi kommer til at betale for dem. Jeg tror, vi får dem til markedspris, og jeg tror, den ligger meget tæt på nul. Det er det, vi har kunnet læse os frem til.

Men hvis det ikke ender der, vil I så ikke købe rørene?

- Vi kan ikke tage stilling til noget, vi ikke ved endnu. Vi har ikke set papirerne, og det tror jeg, nogle rigtig dygtige advokater og revisorer vil gå ind i. Vi har ikke hørt, at de er værdisat til noget som helst, siger Søren Windell.

Ifølge foreningen skal den have omkring 8.000 til 10.000 medlemmer, før den kan føre en retssag mod Odense Kommune. På foreningens første døgn har 1.200 personer meldt sig ind.

- Det er vi rigtig glade for og tilfredse med, og vi siger mange tak for opbakningen, siger Søren Windell.

Oversigt

    Oversigt