Tvivl om salg af Fjernvarme: Styrelse skal sørge for rene linjer

En ny forening sår tvivl om grundlaget for at sælge Fjernvarme Fyn. Odense Kommune har nu bedt om vejledning hos Energistyrelsen for at få sagen afklaret.

Der er damp på kedlerne i den politiske debat om Fjernvarme Fyn. Onsdag blev der stiftet en ny forening, der kæmper mod et salg. En sag, der for alvor splitter Odense Byråd i to.

Stifterne af foreningen har sået tvivl om det juridiske grundlag for at sælge Fjernvarme Fyn.

Borgmesteren i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel (S), kan ikke se ideen med den nye forening, der ledes af den konservative rådmand Søren Windell. 

- Det er første gang i politik, at jeg har set nogen, der har stiftet en forening for at være aktivistiske i et politisk spørgsmål. Nu må vi se, hvordan det går med det. Det er noget af et kulørt indslag i diskussionen, siger han til TV 2 Fyn. 

Foreningen ved navn Fionia Fjernvarme mener, at forbrugerne ifølge Varmeforsyningsloven skal have forkøbsret til de fjernvarmerør, som Odense Kommune nu vil sælge videre til Energi Fyn. Men ifølge kommunens juridiske rådgivere behøver forbrugerne ikke blive tilbudt at købe først, når rørerne sælges sammen med selve fjernvarmeværket. 

Søger råd hos Energistyrelsen

Alligevel har Odense Kommune nu bedt om vejledning fra Energistyrelsen for at få afklaret, om de overhovedet må sælge Fjernvarme Fyn videre til Energi Fyn.

- Hvis der skulle være tvivl, så kan vi få den ryddet af vejen. Den her udtalelse kan så be- eller afkræfte, om vi er på rette vej. Der er ingen tvivl om, at med sådan et salg skal der selvfølgelig være rene linjer, siger Peter Rahbæk Juel.  

Er det, fordi I er usikre på den vejledning, I har fået? 

- Nej, det er vi egentlig ikke, men vi hører jo også, hvad der bliver sagt i medierne, og der er nogen, der bruger det til at skabe usikkerhed politisk. Så vi spørger lige en ekstra gang hos Energistyrelsen, siger Peter Rahbæk Juel. 

Oversigt

    Oversigt