Odenses håndboldkvinder bliver sat ekstra godt ind i modstandernes svage punkter fra den kommende sæson.
Her vil træner Jan Pytlick få selskab af to assistenter på bænken, og de skal forberede spillerne bedre på modstanderne.
Odense, som lørdag møder København Håndbold i Champions League, har håndplukket to cheftrænere i den bedste danske række, Karen Brødsgaard i EH Aalborg og Kristian Danielsen i Skanderborg, som assistenter.
- Det handler om kvalitetsudvikling. Simpelthen. Vi vil lægge endnu mere ovenpå vores træning. Det er to meget kompetente folk med hver deres spidskompetencer.
- Vi synes, at vi har ramt plet med Karen som en dygtig træner og som kvinde. Og Kristian som et ungt trænertalent på vej frem, siger Pytlick.
Fokus på analyse og mandskabspleje
Kristian Danielsen skal lave statistik og sidde under kampene og vurdere, om det er den rigtige taktik, Odense kører med i forhold til modstanderen.
- Han skal have en skarp analyse af tingene hele tiden. Hvor er det, de scorer målene, hvor scorer vi målene? Det er tit, når kampene kører, at man som cheftræner oplever, at man overser ting. Der vil det være rart at have en eller to, som også kan være med til at vurdere tingene, siger Pytlick.
Brødsgaard, som efter nyheden om ansættelsen i Odense er blevet fyret i Aalborg, supplerer med god mandskabspleje.
- En af Karens spidskompetencer er at samle et hold og sørge for, at det hele fungerer. Både Karen og Kristian får også en meget stor rolle i forhold til vores træninger. Til træning kan vi dele spillerne endnu mere op og arbejde i små grupper, og det vil give et kvalitetsløft, siger Pytlick.
Naturlig udvikling af klubben
Odense-direktør Lars Peter Hermansen mener, at forstærkningerne er en naturlig udvikling for klubben.
- Det giver god mening at opruste på trænerfronten. Helt konkret er Kristian rigtig dygtig med alt, hvad der har med video at gøre. Både på det individuelle niveau og på andre hold.
- Det handler om at forberede sig og udnytte de svagheder, der er hos modstanderen. Når vi spiller tre kampe på syv-otte dage, så er der dårligt nok tid til at klippe den ene kamp, før man skal videre til den næste.
- Det har været enormt ressourcekrævende for trænerteamet i denne periode, siger han.
Mere fokus på talentudvikling
Han kalder det også en investering til fremtiden, fordi odenseanernes talenter også kan få gavn af flere dygtige trænere.
- Vi har også et talentcenter, og det kan sagtens være noget af det, som bliver bragt i spil.
- Der vil blive mere fokus på det, og vi kommer til at investere mere i vores talentafdeling fremadrettet, siger Lars Peter Hermansen.