Hvert år må tusinder af forældre finde nødløsninger for at få passet deres børn eller holde deres ferie, som dikteret af kommunen.
Odenses Børnehuse har fem lukkeuger hvert år. Besparelsen er omkring seks millioner kroner pr år.
I lukkeugerne har enkelte institutioner åbent, således at der er et pasningstilbud.
- Det er bare ikke et tilbud forældrene kan bruge til noget, siger den radikale spidskandidat Susanne Ursula Larsen.
- Man skal være meget hårdt presset for at aflevere sit et-årige barn i en fremmed institution til nogle voksne, hverken barnet eller forældrene har set før. I praksis betyder det, at man finder alternative muligheder som for eksempel at forældre holder ferie på skift, børnene bliver passet af naboer eller af ældre søskende.
Odense er en af de kommuner med allerflest lukkedage, og konsekvensen er, at kommunen dikterer, hvornår småbørnsforældre skal holde ferie.
- Vi synes ikke, at ulemperne for børn og voksne står mål med besparelsen. Forældrene har brug for frihed til at planlægge deres ferie, så de bedre kan balancere mellem familieliv og arbejdsliv. Det er i sidste ende til børnenes bedste, og vi tror, at flere af byens arbejdspladser ville blive mere produktive, hvis ferieplanlægningen i Odense ikke er så fastlåst, mener Susanne Ursula Larsen.
De radikale mener, at en afskaffelse af lukkedagene vil være et fantastisk signal at sende til småbørnsforældre, der overvejer at flytte til Odense.