Vi hæfter os ved, at det stadig er en positiv businesscase på trods af omstændighederne for årets turnering
Der bliver sandsynligvis ikke udsigt til ligeså store indtægter som normalt, når Danmarks største internationale badmintonturnering, Denmark Open, afvikles i Odense i uge 42.
Som følge af corona-pandemien må arrangørerne i år kun lukke mellem 300 og 400 tilskuere ind. Normalt har turneringen haft besøg af 3.000 tilskuere om dagen.
Samtidig har man været nødt til at skære ned på det administrative personale og antallet af frivillige.
Foranstaltningerne kan komme til at ramme turismen, der er afledt af turneringen. Det forklarer Jakob Lund Staun, der er eventchef hos Destination Fyn.
- Den begrænsede publikumskapacitet vil betyde en væsentlig nedgang i afledt omsætning fra publikum, siger han og fortsætter:
- Samlet set forventer vi at se turismeøkonomiske effekter på mellem syv og otte millioner kroner, siger han.
De seneste to år har den afledte turisme ved Denmark Open indbragt mellem 18 og 21 millioner kroner.
I 2019 kom over halvdelen af omsætningen fra tilskuerne, mens deltagere, delegerede og frivillige stod for resten.
Dyrt for arrangørerne
Ifølge Tore Vilhelmsen, der er nyvalgt formand i Badminton Danmark, kan det også blive dyrt for arrangørerne, når der ikke må komme så mange tilskuere som normalt.
- Det kommer til at betyde noget. Nu har vi været i corona i rigtig lang tid, og vi har kunnet indordne og omstille os efter nogle ting. Men det kommer til at betyde et stort beløb i mistede indtægter, forudser han.
Gennemfører trods tab
Oprindeligt var der lagt op til, at arrangementet skulle afvikles som en del af en boble over tre uger med forskellige internationale badminturneringer. Først en uge med Thomas & Uber Cup, derefter en uge med Denmark Open og til sidst en uge med Denmark Masters.
På grund af corona valgte man at aflyse både den første og sidste uge, så der nu kun er Denmark Open tilbage. Selvom afviklingen af årets turnering er forbundet med en lavere omsætning end tidligere, har arrangørerne ikke intentioner om at aflyse.
- Det er supervigtigt, at vi får gennemført den her turnering. Vi er en af de eneste sportsgrene, som ligger stille på internationalt plan. Tennis kører, fodbold kører, basket kører. Nu skal vi gang i den her sport internationalt, siger Tore Vilhelmsen.
Også hos Destination Fyn har man fokus på at gennemføre Denmark Open på trods af, at vilkårene er sværere i år.
- Selvom turneringen måske ikke får samme værdi i år, som den har haft tidligere år eller vil få de kommende år, så er det vigtigt for os at fastholde vores position som værtsby. Og vi hæfter os ved, at det stadig er en positiv businesscase på trods af omstændighederne for årets turnering, siger Jakob Lund Staun.
Denmark Open bliver den første internationale badmintonturnering i 2020 siden All England i marts.