VM i Danmark udskudt: Denmark Open afholdes som planlagt i Odense

Verdensmesterskaberne for hold bliver udskudt for tredje gang, og Denmark Masters er aflyst. Alligevel spilles Denmark Open i Odense som planlagt.

Coronavirussen har sat en stopper for flere badmintonturneringer, og det ser desværre ud til at fortsætte.

Badminton Danmark og det internationale badmintonforbund BWF udskyder VM (Thomas & Uber Cup) til 2021. Verdensmesterskaberne skulle have været afholdt i uge 40 og 41 i Aarhus.

Udskydelsen sker efter, at en række afbud fra diverse af sportens stornationer har sat en stopklods for afholdelsen af verdensmesterskaberne for herre- og damelandshold.

Alligevel spilles Denmark Open som planlagt i uge 42, så Odense danner stadig ramme om de første internationale badmintonkampe på topplan i næsten et halvt år.

Denmark Masters skulle også have været afholdt i Odense ugen efter, men den er aflyst.

- Den ekstra uge, som BWF byggede på for at skabe en treugers periode, den giver så heller ikke mening for dem at gennemføre. Så nu er vi tilbage ved udgangspunktet, fortæller Jakob Staun, der er eventchef hos Destination Fyn.

Forskel på VM og Denmark Open

Mange af badmintonholdene, herunder Indonesien, Taiwan (Chinese Taipei) Thailand og Sydkorea, har ikke mulighed for at rejse til Danmark på grund af coronavirussen, og derfor er verdensmesterskaberne aflyst.

- Man skal forstå, at et VM og Denmark Open er to vidt forskellige ting. Til VM rejser man ud som et stort hold både herrer og damer, og til Denmark Open meldes man til individuelt, så det er en helt anden turneringsoperation at arbejde med, siger Jakob Staun.

Han er dog ikke nervøs for, at Denmark Open bliver nødt til at aflyse på grund af afbud.

- Vi hører fra Badminton Danmark, at der ikke er nogen spillere, der har meldt afbud, så udgangspunktet lige nu er, at hele verdenseliten er inde i turneringen, siger han og fortsætter:

Vi er ikke mere naive, end at vi godt kan se ind i risikoen for, at et par enkelte spillere melder fra. Men bredden af eliten er så stor, at vi ikke er i tvivl om, at det ser sportsligt fornuftigt ud.

Tilbage til udgangspunktet

I 13 år har Odense Idrætshal lagt baner til Denmark Open, og det glæder Destination Fyn, at turneringen fortsat spilles.

- I år kigger vi ind i en turning, hvor der er det samme antal spillere, alt setup omkring det med frivillige, officials og linjedommere bliver det samme. Et sted, hvor vi kommer til at se et mindre output end vanligt, er i arenaen, hvor der ikke bliver fyldt på samme måde, siger Jakob Staun.

Lige nu ser det ud til, at hallen vil blive delt op i to sektioner, hvor halvdelen af tilskuerpladserne må fyldes op. Destination Fyn holder øje med smittesituationen, så de kan opfylde restriktionerne fra myndighederne.

Skulle være blevet en uge mere

De store badmintonstjerner skulle egentlig være blevet i Odense i uge 43 til Denmark Masters, der erstattede French Open i World Tour-kalenderen, men nu må spillerne nøjes med en enkelt uge.

Og selv om Destination Fyn ikke får den ekstra indtjening i år, påpeger Jakob Staun, at det stadig er en god forreting. 

- Det var en ekstra værdi, vi ville få tilført i år, og den går vi selvfølgelig glip af.  Det er superærgerligt, men nu er vi tilbage ved udgangspunktet, og vi får det, som vi har købt ind på, siger han.

Oversigt

    Oversigt