Det vakte stor opmærksomhed, da Meta – tidligere Facebook – i Odense sidste år afbrød byggeriet af to nye datahaller i Odense.
Dengang oplyste Meta, at man ønskede at strømline organisationen og opprioritere flere ressourcer til kunstig intelligens – AI.
Nu viser det sig, at den globale social-media-koncern har stillet garantier for et tab på 1,9 milliarder kroner for det afbrudte byggeri.
I ledelsesberetningen oplyses det at, omkostningerne ved at aflyse det kommende nybyggeri beløber sig til en afskrivning på 1,9 milliarder kroner i "afholdte byggerelaterede omkostninger, som godtgøres i form af en garanti" fra Odense-selskabet - Cassin Networks moderselskab – Facebook International Operation Limited.
Selskabet har adresse i Dublin, Irland.
Milliardstor egenkapital
Selskabet bag de danske centre - Cassin Networks - tjente sidste år 227 millioner kroner og har nu en egenkapital på 14,5 milliarder kroner.
Salget – omsætningen – steg fra 2,9 til 3 milliarder kroner.
I 2023 forventer Cassin Networks en omsætning på niveau med 2022 og forudser ikke nogen ændringer i aktiviteterne.
I foråret meddelte Meta, at man ville fyre 10.000 medarbejdere globalt, og i Danmark blev der skåret ned og afskediget på landekontoret i København.
Det blev ikke oplyst, hvor mange medarbejdere, der totalt er afskediget i Danmark.
Ifølge Cassin Networks 2022-regnskab var der i 2022 ansat 81 medarbejdere mod 73 året i forvejen.