Odense Kommune har allerede på et byråd besluttet at betale 35 millioner kroner til renoveringen af Odense Stadion.
Det er dog kun en brøkdel af de 263 millioner kroner, som ingeniørfirmaet Rambøll har anslået at et opdateret stadion, der lever op til Uefa og Divisionsforeningens standarder, vil koste. Udregningen er lavet for Odense Sport & Event, der ejer OB.
Derfor har TV 2 Fyn kigget på, hvor der kan være flere penge at hente for Odense Stadion.
Frederik Barfoed
TV 2 Fyns erhvervsredakør, Ole Frank Rasmussen, peger først på ejendomsmogulen Frederik Barfoed, der er administrerende direktør i Barfoed Group.
For: Barfoed Group er allerede en meget stor investor i Odense Stadion med sin egen tribune.
Imod: - Barfoed Group er jo allerde i gang ude i Munkebjerg Park ved Syddansk Universitet. Der bygger man i stor stil, og man skal snart i gang i Bolbro, så man har hænderne fulde. Jeg tror simpelthen ikke på, at det bliver dem, der lægger mange penge her, fortæller Ole Frank Rasmussen.
Peter Uldall Borch
Den næste, erhvervsredaktøren peger på, er Peter Uldall Borch, direktør i HD Ejendomme.
For: HD Ejendomme er ligesom Barfoed Group ejendomsinvestor i Odense Stadion.
Imod: - Man skal bare bemærke, at selvom de er sponsor ude på stadion, er det også ejet af en svensk fond, og de skal tjene penge. Det er netop et af problemerne, for det ville kræve, at man har noget, man kan leje ud, siger Ole Frank Rasmussen.
Niels Thorborg
En finger peger også på Danmarks 14. rigeste mand. Nemlig Niels Thorborg, der ejer Odense Sport & Event.
For: - Thorborg holder jo til lige oppe i vip-lougen, når OB spiller på hjemmebane. Han er en af dem, der har lagt allerflest penge i OB igennem rigtig mange år, fortæller TV 2 Fyns erhvervsredaktør.
Imod: Det har været et dyrt år for Niels Thorborg, der også er i hotelbranchen.
- Man skal også have for øje, at godt nok har han i øjeblikket lavet ejendomsinvesteringer for to en halv milliarder kroner, men pengekassen bliver også tom på et tidspunkt. Det er den ikke i øjeblikket, men Odense Sport & Event og OB står uden tilskuere, og sponsorindtægterne mangler. Han går ikke ud og bruger en masse penge uden, at han kan se, at der er penge i det, siger Ole Frank Rasmussen.
Peter Rahbæk Juel
Endelig er der Peter Rahbæk Juel og Odense Kommune, der ejer tre tribuner og græstæppet på stadion, der kan ende med at skulle finde nogle flere millioner frem.
Flere potentielle investorer, som Ole Frank Rasmussen har talt med, siger, at Odense Kommune ikke kommer uden at komme på banen igen.
For: - Hvis Odense Kommune laver en model, man har set tidligere, hvor den lejer nogle lokaler til nogle kommunale funktioner, som de har andre steder i dag, kan det måske frigive nogle ejendomme andre steder, som kan sælges. Så Odense Kommune kunne godt spille en aktiv rolle ved at flytte nogle lejemål herud, fortæller erhvervsredaktøren.
- Det kan i bund og grund være en gratis omgang for kommunen, fordi den flytter noget, som alligevel skulle flytte eller som ligger uhensigtsmæssigt i dag. På den måde lægger kommunen en fast lejeindtægt, og det er det helt afgørende, ellers kan man simpelthen ikke finansiere byggeriet.
Senest i 2028 skal alle tilskuerpladser på Odense Stadion være dækket, hvis OB fortsat skal kunne spille Superliga-kampe i Odense. I dag er kun en tredjedel dækket.