Restauratør om corona-situationen: - Det eksploderer til jul

Ejeren af stjernerestauranten, John Kofod Pedersen, frygter at smitten stiger og synes at der skal lukkes meget mere konsekvent ned, hvis vi skal have en chance for at holde jul og nytår, som vi plejer.

quote Vi skal tage os sammen allesammen

Restauratør John Kofod Pedersen, Sortebro Kro, Odense

- Jeg kan bare se, at det her det batter ikke, siger John Kofod Pedersen, retauratør og ejer af Sortebro Kro i Odense.

Han har fuld forståelse for regeringens reaktion på de fortsat stigende smittetal, men mener også, at man kunne trække hårdere i bremsen.

- Nu er vi så blevet pålagt at lukke ned, og det har jeg fuld forståelse for. Men jeg kan ikke forstå, at vi forsøger at holde samfundet oppe at køre, som om intet er hændt.

- Folk skal ud at hente julegaver nu, og de kan tage til Svendborg og spise, som de plejer. 

- Vi skal være klar over, at det eksploderer til jul, hvis vi ikke gør noget alle sammen, siger John Kofod Pedersen.

Københavnere vil spise på Fyn

At vi gør, som vi plejer, kan John Kofod Pedersen godt have ret i. Således blev Holms Restaurant i Middelfart mandag kimet ned, efter statsministeren og sundhedsmyndighederne havde holdt pressemøde.

Ejeren af Holms Restaurant, Iben Bjørnholm, kan fortælle TV 2, at man tog imod 52 nye bookinger -  især fra Hovedstadsområdet.

Anbefalingerne fra myndighederne lyder ellers, at man ikke krydser kommunegrænser for at foretage indkøb, tage ud at spise eller lignende aktiviteter, der er lukket ned i egen kommune.

Mandag aften sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til TV 2, at nedlukningen er en "hammer, der bliver svunget".

Han tilføjede, at hammeren kun virker, hvis danskerne er der til at tage imod den:

- Vi kan gøre nok så meget, og det gør vi, men det står og falder med befolkningens opbakning, sagde ministren til TV 2.

Smittetallet i Odense stiger

Smittetallet i Odense steg tirsdag endnu engang. Her blev der det seneste døgn fundet 112 nye smittede. Smittetallet er dermed steget med 60, siden der tirsdag i sidste uge blev fundet 52 smittede.

Antal smittede i Odense

Den markante stigning kommer dagen før nye restriktioner træder i kraft i 38 kommuner - heriblandt Odense som den eneste fynske kommune.

Restriktionerne rammer blandt andet spisesteder og barer, mens skoleelever fra 5. klasse og opefter sendes hjem og idræts- og fitnesscentre bliver lukket ned.

På Sortebro Kro og de omkring 300 andre steder spisesteder i Odense er det således i dag dagen før, der skal holdes lukket.

Der er kommet bag på John Kofod Pedersen, at det er kommet så vidt.

- Jeg tænkte, da det begyndte at stige i september og oktober, at det er fint, det stiger nu, for så falder det igen til jul.

- Men det stiger, og det stiger, og det stiger. Det er slemt, og det gik først op for mig reelt her i søndags, hvor jeg tænkte: Det her, det er ligesom som det plejer være. Folk drikker sig fulde. De skaber sig lige så åndssvagt, som de plejer at gøre, siger John Kofod Pedersen og tilføjer:

- Jeg synes, at vi skal lukke meget mere konsekvent ned, hvis vi skal have en chance for at holde jul og nytår, som vi plejer.

John Kofod Pedersen forventer også, at nedlukningen kommer til at være længere end til søndag 3. januar, som statsminister Mette Frederiksen (S) meddelte mandag.

- Jeg tør slet ikke tænke over, hvor meget det her får konsekvenser for denne jul, fordi vi lever præcis på samme måde, som vi plejer.

- Vi skal tage os sammen allesammen, siger John Kofod Pedersen.

Han tror dog ikke nedlukningen får konsekvenser for Sortebro Kro og siger, at det respekterede spisested også vil være på adressen Sejerskovvej til næste år.

 
 

Oversigt

    Oversigt