S-borgmester i modvind: Fjernvarmesalg skubber S-vælgere over mod blå blok
Artiklen er mere end 30 dage gammel
På grund af salget af Fjernvarme Fyn overvejer knap en fjerdedel af de socialdemokratiske vælgere ved kommunalvalget 2017 i Odense at skifte side til det kommende valg næste år.
Salget af Fjernvarme Fyn til Energi Fyn har fået flere odenseanske vælgere til at genoverveje, hvor de vil sætte deres kryds, hvis der var kommunalvalg i morgen.
Værst ser det ud for Odenses borgmesterparti Socialdemokratiet.
Næsten hver fjerde vælger, der stemte på Socialdemokratiet i Odense ved forrige valg - nærmere bestemt 24 procent - vil efter salget af Fjernvarme Fyn være mere tilbøjelig til at stemme på et af partierne i oppositionen. Det viser en måling, som Megafon har foretaget for TV 2 Fyn.
TV 2 Fyn har forgæves forsøgt at få borgmester Peter Rahbæk Juel til at kommentere tallene. Han har ikke ønsket at stille op. I stedet er det Socialdemokratiets politiske ordfører i Odense, Cæcilie Crawley Larsen, der kommenterer på målingen.
- Undersøgelsen viser et øjebliksbillede af en svær beslutning, som vi har måtte træffe. Når vi i Socialdemokratiet i Odense har 40 procent af vælgernes stemmer, så er det naturligt, at alle 40 procent ikke altid er lige lykkelige over de beslutninger, vi træffer, siger Cæcilie Crawley Larsen (S) til TV 2 Fyn og fortsætter:
- Vi vidste også godt, at mange ville være uenige i salg, men jeg er sikker på, at vi på den lange bane har truffet den rigtige beslutning for velfærden i Odense, siger hun.
Ved forrige kommunalvalg opnåede partiet 41,8 procent af stemmerne i Odense.
Socialdemokratiet får svært ved at fiske stemmer
Socialdemokratiet skal ifølge målingen ikke forvente at fiske stemmer tilbage fra de blå partier.
Det er nemlig kun to procent af alle de adspurgte odenseanere, der er mere tilbøjelige til at ændre deres stemme til at gå til borgmesterpartiet.
- Når vi får talt nok med odenseanerne om, hvorfor vi vælger at sælge fjernvarmen, så kommer de også til at forstå, at vi gør det for velfærden, og så er jeg sikker på, at vi nok skal få bred opbakning, siger Cæcilie Crawley og uddyber:
- Lige nu handler det om at få formidlet, at det her er en måde at sikre bedre velfærd på. Til sidste kommunalvalg var velfærdsprocenten heller ikke populær blandt vælgerne, men nu er der ikke mange, der er i tvivl om, at det var det rigtige at gøre, fastslår hun.
Kun 18 procent socialdemokrater er for
Overordnet viser undersøgelsen, at et stort flertal af borgerne i Odense er mod et salg af Fjernvarme Fyn. Det drejer sig om 65 procent af borgerne.
Et resultat, som professor og kommunalforsker ved Syddansk Universitet Ulrik Kjær kalder for "klart".
- Det er ret klart, at borgerne ikke på nuværende tidspunkt er store tilhængere af et salg, lyder det fra Ulrik Kjær, der har gennemset Megafons måling.
Venstre: Husk til næste valg, hvem der ville sælge Fjernvarme Fyn
Den massive modstand blandt odenseanerne mod et salg af Fjernvarme Fyn viser, hvor dårlig en beslutning det er at sælge Fjernvarme Fyn. Det mener Venstres spidskandidat i Odense, Christoffer Lilleholt.
- Det er helt vilde tal, som målingen viser. Tallene afdækker, at uanset om det er partier, der gerne vil sælge Fjernvarme Fyn eller ej, så er der massiv modstand af et salg. Det vidner om den usikkerhed, der er blandt befolkningen om, hvad det får af betydning for fjernvarmeprisen, siger Christoffer Lilleholt.
Venstre: Husk hvem der vil sælge
Målingen viser, at 65 procent af odenseanerne er imod et salg af Fjernvarme Fyn. Kun 14 procent af odenseanerne mener, at det er en god idé at sælge Fjernvarme Fyn.
- Jeg håber, at det giver anledning til grundige overvejelser i Socialdemokratiet, inden man stemmer det her igennem i byrådet. Jeg håber, at vælgerne husker det til næste valg, for det viser med al tydelighed, at vælgerne vil have langsigtede økonomiske løsninger og ikke kortsigtede socialdemokratiske, siger Christoffer Lilleholt.
Smalt flertal bag salg
Det er et snævert flertal bestående af Socialdemokratiet, SF og Radikale i Odense Byråd, der er blevet enige om at sælge Fjernvarme Fyn til det forbrugerejede selskab Energi Fyn. Tilsammen kan de tre partier mønstre et flertal på 16 mandater ud af byrådets 29 mandater.
- Målingen viser, at det er en dårlig beslutning, som skaber usikkerhed blandt odenseanere. Den dårlige idé om at sælge Fjernvarme Fyn kan ikke sælges på en god måde, uanset hvor mange kommunikationsmedarbejdere, borgermøder og kampagner man sætter af, siger Christoffer Lilleholt.
Blandt Venstres vælgere er hele 73 procent imod et salg af Fjernvarme Fyn. Det er det samme tal som hos de konservative. Og den konservative rådmand Søren Windell mener også, at tallene taler deres tydelige sprog.
- Når 61 procent af de socialdemokratiske vælgere mener, at det er en dårlig idé, så viser det, at der findes mange fornuftige socialdemokrater, siger Søren Windell underfundigt.
- At det er nødvendigt at sælge Fjernvarme Fyn, viser, det her skyldes dårlig ledelse gennem mange år, hvor man ikke har sat penge af til driften. Det samme gælder efterslæbet på fortove og veje. Hvad mon borgmesteren vil sælge næste gang, siger Søren Windell.
K håber at fornuften sejrer
Søren Windell håber, at den massive modstand blandt odenseanerne om et salg vil få flertallets partier til at overveje beslutningen.
Jeg håber altid på, at fornuften sejrer, og at man ikke sælger. Jeg håber, at det giver anledning til overvejelser blandt partierne, der vil sælge, men det er jeg ikke sikker på sker, siger Søren Windell.
Blandt de socialdemokratiske vælgere er en gruppe på 61 procent mod et salg, mens kun 18 procent er for.
Alligevel kan S-ordføreren ikke få øje på et andet alternativ.
- Der er et kæmpe moderniseringsbehov i kommunen og samtidig ved vi også, at der kommer flere børn og ældre i kommunen. Det velfærdsløft, vi sigter efter, kommer til at koste 1,8 milliarder, og indtil nu har jeg ikke set noget bedre bud på, hvordan den opgave kan løftes økonomisk, hvis ikke vi sælger Fjernvarme Fyn, siger Cæcilie Crawley Larsen.