SDU-projekt skal undersøge svømmeres trivsel

Forskere fra SDU skal frem til september undersøge trivslen og den mentale sundhed i dansk svømning.

Dansk Svømmeunion har bedt Syddansk Universitet (SDU) undersøge svømmesportens træningsmiljøer i forhold til atleters trivsel og mentale sundhed.

Det skriver Dansk Svømmeunion i en pressemeddelelse.

Formålet med projektet er at afdække og optimere mental sundhed i de danske svømmehaller samt belyse svømmeres perspektiver, formidle resultater og udvikle guidelines med henblik på at skabe bedre rammer for arbejdet med mental sundhed og trivsel i dansk svømmesport, lyder det.

- Vi har en intention om kontinuerligt at udvikle dansk svømning og have en høj standard for præstation og trivsel i vores træningsmiljøer, siger sportschef i Dansk Svømmeunion Lars Green Bach i pressemeddelelsen.

- Vi mener, at det er helt afgørende, at unge svømmere kan udvikles i rammer, hvor balance i hverdagen er i fokus.

Projektet indledes i disse uger og vil blive gennemført af Institut for Idræt og Biomekanik ved SDU. Det ventes at vare til og med september 2020.

Dansk Svømmeunion kom i stormvejr sidste år, da DR afslørede, at et voldsomt fokus på vægt og fedtprocenter havde ført til spiseforstyrrelser og dårlig trivsel blandt flere landsholdssvømmere.

I sidste uge meddelte Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF), at man støtter en anden undersøgelse, som skal kortlægge trivsel blandt danske eliteatleter - herunder mulige problemer med spiseforstyrrelser og træningsafhængighed.

Oversigt

    Oversigt