En mand er blevet anholdt for to voldtægter i København og Odense. Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Manden er sigtet for en voldtægt i København den 29. september samt en i Odense den 10. oktober.
Københavns Politi har arbejdet sammen med Fyns Politi, efter at det stod klart, at der ifølge politiet var tale om den samme gerningsmand.
Manden blev anholdt fredag klokken 13 i en park på Østerbro i København.
- Han skal nu afhøres og fremstilles herefter i et grundlovsforhør i morgen (lørdag, red.) i Københavns Byret, hvor han bliver begæret varetægtsfængslet, skriver Københavns Politi i pressemeddelelsen.
Manden er farlig
Den nu 33-årige mand har et længere kriminelt repertoire, og politiet hhar tidligere betegnet manden som farlig.
I følge Ritzau tvang han som 21-årig en fotomodel til at sælge kokain. Her fik den eftersøgte mand to års fængsel. Da han var 24 år blev han dømt for et røveri mod en Shell-tank på Sjælland. Her fik han en dom på to år og tre måneder, samt en betinget udvisning.
Han kom til Danmark sammen med sin mor i 1994, da han var ni år, skriver Ritzau.