Skarp overvågning af mobiludgifter

Ovenpå Anker Boyes mobilregning på en kvart million kroner, indfører Odense Kommune nu overvågning og grænser for udgifter til mobiltelefoner.

Samtlige medlemmer af Odense Byråd vil fremover få overvåget deres udgifter til mobiltelefoner, og hvert kvartal bliver der lavet en oversigt over alle byrådsmedlemmers forbrug.

Det fremgår af et notat fra borgmesterforvaltningen, som onsdag blev fremlagt for økonomiudvalget i Odense Kommune.

Samtidig vil både byrådsmedlemmer, rådmænd og borgmester fremover få en advarsel, når deres dataforbrug overskrider 360 kroner. Dette vil dog kun få effekt i udlandet, da byrådsmedlemmernes har et såkaldt flatrate abonnement, og derfor ikke når op i nærheden af grænserne inden for landets grænser.

Politikerne kan dog stadig sige ja til at beløbet på de 360 kroner skal overskrides, men samlet set må ingen af de folkevalgte overskride et forbrug på 8.000 kroner ex moms i kvartalet.

Hvis denne grænser bliver overskredet, vil forbindelsen øjeblikkeligt blive lukket, og kan kun genåbnes af chefen for Strategi og Kommunikation i Odense Kommune.

Tirsdag indgik Odense Kommune og TDC et forlig, der betyder at parterne betaler halvdelen hver af en gigantisk mobilregning på 250.000 kroner, som borgmester Anker Boye fik efter en rejse i Tyrkiet i 2011. Anker Boye har besluttet at betale de 125.000 kroner af egen lomme.

Oversigt

    Oversigt