OB skal på jagt efter en ny sportsdirektør.
Klubbens nuværende mand på posten, Jesper Hansen, har nemlig efter seks år valgt at forlade jobbet, når det kommende vintertransfervindue lukker 31. januar.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
- Jeg har været fantastisk glad for de seks et halvt år, jeg har haft i OB. Det har været en spændende og udfordrende tid, og jeg synes, at jeg med god samvittighed kan se tilbage på den opgave, jeg i sin tid gik ind til. I øvrigt en opgave som er løst i tæt samarbejde med mange gode og dygtige kolleger i Ådalen, siger Jesper Hansen til ob.dk.
Svær start
Den af mange fans ofte udskældte Jesper Hansen kom til OB fra Horsens i foråret 2013. Efter nogle gode år med store satsninger og flere sølvmedaljer som resultat, var OB nået til et punkt, hvor en del af truppen kaldte på en udskiftning - og økonomien og spillerbudgettet blev væsentligt formindsket.
Det var derfor ikke nogen let opgave, sportsdirektøren overtog.
Allerede i 2011/12-sæsonen, altså inden Jesper Hansen kom til, var OB sluttet som nummer ti, lige over nedrykningsstregen. Det gentog sig i Jesper Hansens første tid i klubben.
Siden da er OB langsomt men sikkert klatret opad i tabellen. I den superligasæson, der sluttede i sommer, endte OB på femtepladsen - det bedste resultat i otte år.
Derfor mener Jesper Hansen, at hans arbejde i OB nu er fuldbragt.
- OB var lige sluttet på tiendepladsen, da jeg kom til, og i sidste sæson sikrede vi os en femteplads, og derfor synes jeg også, at tidspunktet er det rigtige for OB. Nu skal der andre kræfter til, siger Jesper Hansen.
Fantastisk arbejde
Den afgående sportsdirektør høster store roser for sin indsats i klubben fra bestyrelsesformand Niels Thorborg.
På resultatsiden er sidste sæsons femteplads det tydelige bevis på, at Jesper Hansen har løst opgaven, men OB har meget mere at takke Jesper Hansen for, mener bestyrelsesformanden.
- Jesper Hansen har udført et fantastisk arbejde for OB. Han blev i sin tid ansat med det overordnede mål at få OB tilbage i top seks af dansk fodbold, og det er med sidste sæsons placering og den øjeblikkelige stilling i 3F Superligaen lykkes, siger Niels Thorborg, der altså er bestyrelsesformand i Odense Sport & Event.
Niels Thorborg roser samtidig også Jesper Hansen for hans rolle i forbindelse med den igangværende udvikling af faciliteterne i Ådalen.
OB ligger aktuelt på fjerdepladsen i Superligaen.