Status quo: Smittetal i Vollsmose stadig tæt på 1.000

Incidensniveauet i Odense-bydelen Vollsmose ligger fredag uændret på 973, efter der er konstateret otte nye smittetilfælde.

Smittetrykket er stadig meget højt i Odense-bydelen Vollsmose. Fredag ligger tallet på godt 973, ligesom det gjorde torsdag.

I alt er der otte nye smittede med covid-19 i Vollsmose, hvilket giver et samlet tal på 89 positive tilfælde i den seneste uge.

Den samlede incidens i hele Odense Kommune er faldet fra 118 torsdag til cirka 113 fredag.

Torsdag blev 719 personer testet på teststederne i Vollsmose, hvilket bringer det samlede antal af testede personer i de seneste fem dage op på omkring 3.700 personer. Det svarer til, at godt 43 procent af borgerne i bydelen kan være blevet testet siden søndag.

Forbeholdet skyldes, at borgere udefra også kan blive testet i Vollsmose, ligesom borgere fra Vollsmose også kan blive testet på byens andre teststeder, hvis det er lettere for dem, for eksempel i forbindelse med deres arbejde.

Så tallet giver derfor ikke et fuldstændig præcist billede af, hvor mange beboere fra Vollsmose der er blevet testet. Men uanset så er det en fortsat fremgang i antallet af testede på teststederne i Vollsmose.

Myndigheder holder øje

Regeringen holder øje med situationen i Vollsmose og er klar til at sætte flere og hårdere værktøjer ind. Hvis det bliver nødvendigt.

Sådan lød det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S), som torsdag aften for første gang, siden incidenstallet for en lille uge siden begyndte at stige massivt, forholdt sig til situationen i Vollsmose.

- Vi har ikke konkret taget stilling til, hvad det næste skridt skal være. Men de tal, vi ser nu, viser, at smitten er på et alt, alt, alt for højt niveau. Hvis ikke vi er klar til at sætte ind, risikerer vi, at den spreder sig ud fra boligområdet, siger han og tilføjer:

- Der er ingen instrumenter, der vil være fremmede for os. Myndighederne ser på det her både i dag og i morgen og vurderer, hvad næste skridt skal være.

Massetest to-go

Odense Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed har tidligere på ugen præsenteret en række nye initiativer, som skal sikre, at alle over 12 år med bopæl i Vollsmose bliver testet mindst to gange om ugen.

- Situationen er stadig alvorlig i Vollsmose. 89 er smittet med covid-19 i Vollsmose, sagde Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), på et pressemøde torsdag eftermiddag.

Målet med de nye initiativer er blandt andet at få testet endnu flere borgere i Vollsmose.

En del af den intensiverede teststrategi går ud på, at der lørdag og søndag kviktestes i hver enkelt af de seks parker og tre haver i Vollsmose-området. Det vil ske lokalt i beboerhusene og busser, som bliver indrettet som mobile testenheder til såkaldte massetest to-go.

- Vi går ud i opgange og banker på døren og siger, at nu er der mulighed for at blive testet lige neden for ved din opgang, forklarer borgmesteren.

Kviktestene vil blive foretaget gennem næsen, men i den milde form, hvor vatpinden ikke skal så langt ind. Derudover vil Abildgårdskolen blive indrettet, så der kan blive foretaget PCR-tests uden tidsbestilling.

Aftalen om at benytte beboerhusene til kviktest er sket efter en god dialog med beboerformændene i området. På den måde bliver det muligt at foretage langt flere tests tæt på folks hjem.

En del af den intensiverede teststrategi er, at den skal nå ud til borgerne gennem en række kanaler. Det er blandt andet via en sms fra kommunen, opslag i opgangene, facebookgrupper og WhatsApp.

Oversigt

    Oversigt