Nu sker der ændringer i ældreplejen i Odense Kommune.
Spisepausen står nu på sosumedarbejdernes køreliste, dialogen mellem medarbejdere og ledelse er blevet styrket, og biler er ikke længere en mangel, når man møder ind på vagten i aftengruppen i hjemmeplejen i Odense.
Efter TV 2 Fyns massive dækning af forholdene i hjemmeplejen er der nu igangsat en række tiltag, som skal forbedre arbejdsmiljø, trivsel og sygefravær blandt sosu-medarbejdere i blandt andet aftengrupperne.
Det oplyser Ældre- og Handicapforvaltningen i en mail til TV 2 Fyn.
Tiltag i aftengrupperne i hjemmeplejen i Odense Kommune
01
Adgang til flere biler
02
Eget nøgleskab
03
Tættere ledelse
04
Bedre tilrettelæggelse af kørelister med øget medarbejderindflydelse
05
Tættere samarbejde mellem ledelse og tillidsvalgte
06
Øget medarbejderindflydelse
07
Pause fremgår på køreliste
08
Medarbejderinterviews
09
Daglig gennemgang af alle borgere
Forandringerne sker, efter at ældre- og handicaprådmand Brian Dybro (SF) på baggrund af TV 2 Fyns afsløringer af kritisable forhold i kommunens ældrepleje har bedt forvaltningen lave en plan for forbedringer.
Den plan er nu klar, og den indebærer blandt andet, at medarbejderne i aftengruppen har fået adgang til flere biler, og snart får eget nøgleskab. Derudover er ledelsen nu til stede hele aftenvagten fra mandag til fredag.
I samarbejde med medarbejderne er der også lavet en bedre tilrettelæggelse af kørelisterne. Det betyder, at medarbejderne har mulighed for at byde fagligt ind på, hvordan ruterne på vagterne skal tilrettelægges, og at deres pauser fremover også vil fremgå af kørelisterne.
Derudover vil der ugentligt blive holdt møder med ledelsen, tillidsrepræsentanten og arbejdsmiljørepræsentanten, og der vil dagligt ske en gennemgang af alle borgere, så medarbejderne får et bedre overblik over borgernes behov og tilstand.
- Det er vigtigt at understrege, at ting tager tid, og arbejdet med at skabe forandring skal være grundigt og tage udgangspunkt i medarbejdernes oplevelser og input, siger Jette Mark Sørensen, konstitueret chef for Ældre og Sundhed i Odense Kommune.
Derfor vil der sandsynligvis komme flere forandringer til, efterhånden som dialogen mellem medarbejdere og ledere bliver styrket.
Står på skuldrene af dækning
De nye tiltag fra Odense Kommune står på skuldrene af TV 2 Fyns dækning af udfordringer i ældreplejen.
I starten af året begyndte vi at sætte fokus på området, fordi vi bliver mange flere ældre på Fyn, der får brug for en værdig ældrepleje.
En fremskrivning fra Danmarks Statistik viser, at antallet af ældre over 80 år på Fyn vil stige fra i 28.708 i dag til 40.200 borgere i 2030, der potentielt har brug for ældrepleje.
Under vores dækning har vi blandt andet mødt Anne, der følte sig svigtet af hjemmeplejen, efter et fald. Her lå hun på stengulvet i sin gang og trykkede på sit nødkald, men ingen dukkede op for at hjælpe.
Vi har også mødt sosu-medarbejdere, der fortalte om deres oplevelser i hjemmeplejen. De fortalte om mange besøg på en vagt, mange vikarer og om at låse dørene til demente.
Vi har mødt Birgitte Mortensen, der på otte timer skulle nå 53 besøg, og mange mange flere.
Klik videre i galleriet herunder, og se mere.
Afrundes tirsdag aften
I aften sætter TV 2 Fyn fokus på løsningerne i en debat med ansatte, pårørende, FOA, eksperter og ansvarlige politikere.
Vi spørger dem, hvordan hverdagen for borgere og ansatte i Odense Kommune kan blive bedre, hvilke løsninger der kan sættes i værk med det samme og hvad der er realistisk.
Du kan følge med i debatten om udfordringerne og løsningerne i ældreplejen i Odense her på tv2fyn.dk eller på vores kanal.