Store forventninger til Tinderbox

Gode nyheder, genialt, en gevinst for os alle. Sådan lyder nogle af reaktionerne fra hoteller og caféer i Odense efter offentliggørelse af planerne om en ny rockfestival i Odense.

Planerne om den ny festival vækker jubel hos odenses hoteller og restauranter. De regner med at der kommer gang i kasseapparaterne

- Jeg synes, at det er en genial ide. Ja tak, det vil vi gerne være med til her i Odense, siger Eddie Mahallati, indehaver Cuckoo's nest.

Glæden skyldes især, at festivalen bliver uden overnatning, så mange ventes at bruge byens overnatningsmuligheder og dermed også spise- og drikkesteder.

- Vi tror på mange flere kunder. Jeg kender nogle af folkene fra Aarhus, så jeg tror helt sikkert på at det bliver en gevinst for os alle, siger Eddie Mahallati.

- Det er rigtig gode nyheder. Der er jo ikke overnatning på festivalen, så de skal bruge campingpladser, hoteller og vandrehjem. Der er noget til os alle sammen, siger Sten Slot Knudsen, formand for HORESTA Syddanmark.

Hotel- og restaurantbranchen er ikke i tvivl om, at der er plads til en ny stor dansk festival placeret i odense

- Vi har mistet Midtfyns Festivalen, som havde 70.000 gæster, da den toppede, så jeg tror på, at der er plads til en ny festival, siger Sten Slot Knudsen, der er formand for HORESTA Syddanmark.

Oversigt

    Oversigt