Supersygehus på plads midt i akutballaden

Mandag blev den endelige kontrakt om byggeriet af det nye supersygehus i Odense underskrevet, selvom sagen om akutfunktionen i Svendborg endnu ikke er afgjort.

Den såkaldte rådgiverkontrakt blev underskrevet af regionsrådsformand Carl Holst samt sundhedsdirektør Jens Elkjær fra Region Syddanmark, og fra konsortiet Medic OUH var det styregruppeformand, Jørgen Nielsen, og projektleder, Anja Rolvung, der styrede pennen.

Medic OUH projektet blev udvalgt blandt seks finalister og vil koste 6,3 milliarder kroner at opføre. Det er de milliarder, som regeringen vil skære i, hvis akutfunktionen i Svendborg skal bevares.
- Selvom der stadig er uklarhed om antallet af akutfunktioner, så påvirker det ikke projekteringen af det nye OUH. Her kører vi videre som planlagt, siger regionsrådsformand Carl Holst til TV2/FYN.

Det første spadestik bliver taget i 2015, og byggeriet skulle gerne stå færdig inden 2021.

Oversigt

    Oversigt