Sygeplejersker fik dødstrusler: - Jeg flår jer kraftedeme i stykker, I svin

En 43-årig mand har fået en dom for at have truet tre forskellige sygeplejersker på livet, da han var indlagt på psykiatrisk afdeling.

Det var lige før midnat, at en 41-årig bæltefikseret mand på psykiatrisk afdeling på Odense Universitetshospital skulle tisse. 

Han bad den sygeplejerske, som sad vagt ved ham, om at løsne bælterne. Men det kunne ikke lade sig gøre, fortalte hun ham og tilbød i stedet, at han kunne tisse i en kolbe. 

Det ville patienten ikke, og han blev vred.

- Jeg slår dig ihjel. Bare vent, din so. Hvad hedder du? Det er lige meget, jeg kender dig, jeg ved, hvem du er, sagde han til sygeplejersken.

Den trussel på livet var onsdag et af omdrejningspunkterne i en retssag ved retten i Odense. 

Her sad den i dag 43-årig mand tiltalt for blandt andet trusler mod tre forskellige sygeplejersker på den psykiatriske afdeling P302 tilbage i august 2021. Forbrydelser, han i retten i Odense fik tre måneders betinget fængsel for.

Det er en sag, som skriver sig ind i den endeløse række af ulykkelige historier om arbejdsforholdene i psykiatrien. Det er ikke engang en måned siden, at en læge blev dræbt og to andre blev stukket ned ved Psykiatrisk Center Glostrup. 

På P302 i Odense gik det ikke så galt, men trusler om vold er en stor del af hverdagen på en psykiatrisk afdeling. Ifølge en undersøgelse, FOA lavede i 2022, har 63 procent af dem, som arbejder i psykiatrien, været udsat for trusler om vold.

- Jeg finder dig

Sygeplejersken, der var blevet truet på livet og kaldt ”so”, havde i retten svært ved at huske, hvad der præcist skete den aften for to år siden, fordi der har været så mange hændelser siden, som hun sagde.

Hun blev samme nat dengang afløst af en kollega, som også skulle sidde vagt hos manden. Men afløseren fik samme behandling af ham.

- Bare vent, til jeg kommer ud herfra. Tror du, at du kan gå på gaden? Jeg slår dig fucking ihjel, sagde han ifølge sygeplejersken. Han fortsatte:

- Jeg flår jer kraftedeme i stykker, I svin.

Han rev så hårdt i fikseringsbælterne, at sygeplejersken var bange for, at de gik i stykker. Hun har efterfølgende fået psykologhjælp.

Fem dage senere gik det ud over en tredje sygeplejerske. I løbet af natten på Psykiatrisk afdeling begyndte han at filme hende. Hun bad ham stoppe og slette videoen, og idet hun gjorde det, løftede hun armen og pegede på ham.

- Jeg bider din finger af, sagde han ifølge vidneforklaringen.

Han truede hende på livet og fortsatte:

- Bare vent, til jeg kommer ud herfra. Jeg finder dig, din møgkælling. Du truer mig.

Da anklageren Pernille Hermansen i retten spurgte den 43-årige mand ind til truslerne, forklarede han, at han intet kan huske fra den tid.

- Det var en periode på tre, fire, fem måneder, hvor min hjerne var stået af, sagde han.

Sindssyg i perioden

I retten kom det også frem, at han både har været indlagt på psykiatriske afdelinger i København og i Odense, at han tidligere har været dømt for trusler mod politibetjente og for vold, og at han efter en personlig deroute havde et heftigt misbrug af coke og amfetamin.

- Jeg prøvede at slå mig selv ihjel med stoffer, sagde han.

Baseret på en mentalerklæring af manden har Retslægerådet vurderet, at stofferne betød, at han var sindssyg i den periode, truslerne blev fremsat. Det talte for frifindelse, lød det fra hans forsvarsadvokat Sten Møller.

Det gjorde det også, at den tiltalte ifølge eget udsagn ikke havde et misbrug længere, men til gengæld havde to jobs.

Men dommeren og de to domsmænd var ikke enige, da de efter en halv times betænkningstid kom tilbage i retssal syv. Her lød dommen på tre måneders betinget fængsel med en prøvetid på et år - og en bøde på 16.000 kroner for et par andre forhold, han også var tiltalt for.

Anklager Pernille Hermansen er tilfreds med dommen, blandt andet fordi den er i overensstemmelse med Retslægerådets anbefaling. 

Den 43-årige mand valgte sammen med sin forsvarsadvokat ikke at anke dommen. 

Oversigt

    Oversigt