Ni ud af ti borgmestre er mænd - statsminister reagerer på skæv kønsbalance

Mændene dominerer posterne på de fynske rådhuse. Hvis det skal ændres, skal der andre boller på suppen, lyder det fra landets statsminister.

Skal du være borgmester, skal du helst være en mand.

Den tanke kan man godt få, når man kaster et blik på de fynske rådhuse. For her sidder ni ud af de ti fynske borgmesterkæder om halsen på en mand.

Den fordeling burde dog være mere jævn, om end det i sidste ende er vælgerne, der bestemmer, hvem der vælges, lyder det tirsdag fra statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview med TV 2 Fyn i forbindelse med Folketingets åbning.

- Det er jo folk lokalt, der vælger deres borgmester. Jeg tænker, vælgerne stemmer på den borgmester, som de mener, er den bedste til at lede deres kommune, siger Mette Frederiksen (S) til TV 2 Fyn og fortsætter:

- Jeg gad da godt, at der var flere kvindelige borgmestre, ligesom jeg godt gad, at der var flere kvindelige politikere i det hele taget. Det skal vi arbejde med, så godt vi kan, men jeg vil ikke kritisere dem, der er borgmestre uanset deres køn.

Mænd på stribe

Tag et kig på billedet her.

Det er tre år gammelt og viser ni af de ti daværende fynske borgmestre.

Billedet er taget i 2021. Middelfarts nu- og daværende borgmester Johannes Lundsfryd(S) er ikke med på billedet.
Billedet er taget i 2021. Middelfarts nu- og daværende borgmester Johannes Lundsfryd(S) er ikke med på billedet.
Foto: Privatfoto


Da flere af borgmestrene delte billedet på deres sociale medier, faldt kommentarer som "Megapinligt!" og "Sørgeligt" som reaktion.

I kølvandet på den debat, som billedet skabte, lød det fra professor Drude Dahlerup, der har forsket i kvinder og politik gennem mange år, at kønsfordelingen ikke er borgmestrenes fejl. Det er partierne bag, der skal sørge for, at kvinder bliver bedre repræsenteret også i de ledende poster.

- Det er partierne, der skal have en ambition. Man kan anvende kønskvoter, som man for eksempel gør i de andre nordiske lande, eller man kan stille det op som en målsætning, at ville have mange flere kvinder med i toppen af partiet. Det skal være en bevidst politik, at man vil gøre noget for det. Ligestilling kommer ikke af sig selv, lød det fra Drude Dahlerup.

Eneste kvinde

I dag er et par af borgmestrene skiftet ud. Med andre mænd. Men en enkelt kvinde er nu også at finde blandt de ti.

Borgmester i Nordfyns Kommune Mette Landtved Holm (V) var dog ikke partiets borgmesterkandidat ved seneste valg, men har overtaget posten midt i valgperioden fra en mand. Nemlig den mangeårige borgmester Morten Andersen (V), der i 2023 forlod posten efter et kys til en julefrokost. 

Hun skriver sig dermed ind i rækken af kun fem kvindelige borgmestre på Fyn siden 1970.


artikel
Foto: Grafik: Anders Kammersgaard

Mette F.: Tonen afskrækker kvinder

Statsminister Mette Frederiksen er enig med Drude Dahlerup i, at hvis der skal flere kvinder i politik, så kræver det, at partierne hver især sætter sig ned og gør sig nogle tanker om, hvordan de selv kan bidrage.

- Vi har lige haft debatten i Socialdemokratiet, hvor der ikke var så meget velvilje til at gå lige så hårdt til værks, som nogen af os havde foreslået, lyder det fra statsministeren.

Men én ting er, hvad partierne selv kan gøre for at skaffe flere kvindelige medlemmer, som aktivt vil være en del af den politiske debat i byrådssale og i Folketinget. Én anden ting er ifølge Mette Frederiksen det, kvinder bliver mødt af, når de går ind i politik.

- Tonen er blevet mere hård, og hvis man vil have flere til at stille op, så skal man tænke over, hvordan man behandler politikere. Jeg ved, at der er nogle kvinder, som afholder sig fra at gå ind i politik, fordi de synes, det er blevet lidt for barskt.

Skæv kønsbalance hos S i fynske byråd

Men også når man ser på Socialdemokratiets egne lokalpolitikere, står det klart, at der er en skævhed mellem kønnene.

En optælling TV 2 Fyn har lavet over de socialdemokratiske byrådsmedlemmer på tværs af de fynske kommuner viser, at kun hver tredje S-politiker i byrådene er en kvinde.

Der er dog store udsving fra kommune til kommune.

Her kan du se kønsfordelingen for de socialdemokratiske kommunalbestyrelsesmedlemmer på Fyn:

KommuneAntal mændAntal kvinderProcentdel kvinder
Assens5228,6%
Nordfyn6225%
Middelfart1019,1%
Svendborg6545,5%
Nyborg4342,9%
Odense6333,3
Ærø3125%
Langeland1150%
Kerteminde7330%
Faaborg-Midtfyn5550%
Fyn532632,9%
Optælling foretaget af TV 2 Fyn

Oversigt

    Oversigt