Tilliden er væk: Råb om hjælp til Folketinget fra letbanens naboer

De odenseanske politikere agerer ikke på klager over grove støjgener fra Odense Letbane. Det mener Lotte Krog, der nu har mistet tilliden til kommunalpolitikerne og henvender sig til Folketinget.

- Vi vil bare gerne have vores nattesøvn igen. 

De fremstammede ord kommer fra Lotte Krog, der er nabo til letbanesvinget på Vestre Stationsvej i Odense. 

Siden Odense Letbane gik i drift den 28. maj 2022, har naboerne til letbanen levet med store støjgener. Især de odenseanere, der bor på de dele af strækningen, hvor letbanen skal igennem skarpe sving, mærker kurveskrigene.

- Vi bliver simpelthen syge af ikke at kunne få vores nattesøvn. Vi har brug for, at vores kommunale politikere griber ind. Men det ser desværre ikke ud til, at det kommer til at ske, siger Lotte Krog. 

Tilliden er væk

Lotte Krog står målløs tilbage. Hun har haft foretræde for politikerne i Odense Kommune, og appellerede sin sag til dem. Uden resultat. 

Derfor har hun nu valgt at gå til politikerne på Christiansborg. Tilliden til de odenseanske politikere er væk.

- Vi må snakke med de nye ministre og ordførere for de politiske partier. Så må vi se, om vi kan få noget ordlyd igennem, som gør, at vi kan få vores nattesøvn igen, mens det her står på, siger hun. 

- Men det kommer der nok hurtigt til at gå to år med. Og i den tid får vi maksimalt fire timers søvn ad gangen. 

De påvirkede naboers håb

Hvis du spørger Lotte Krog, så er løsningen klar. 

Lige nu kører Odense Letbane fra midnat til klokken 05. Fredag og lørdag udvides køreplanen, og Letbanen kører indtil klokken 01 om natten. 

Men hvis det stod til de påvirkede naboer, så ventede letbanen med at køre indtil klokken otte om morgenen. 

- Myndighederne ville normalt sige til en hvilken som helst virksomhed, at de ikke måtte støje i minimum otte timer. Det er almindelige menneskers krav og menneskerettighed at få deres søvn, siger Lotte Krog. 

Et uændret støjbillede

Der bliver løbende holdt status med støjgener og klager fra naboer til Odense Letbane. Torsdag har letbanen lagt en ny status ud på deres hjemmeside. 

- Odense Letbane tager naboklager over støj og vibrationer dybt alvorligt – og har iværksat en skærpet indsats for at reducere lydniveauet fra letbanetogene.

I sin seneste statusudmelding skriver letbanen, at deres seneste målinger af støj viser et uændret billede. Ligeledes meddeler letbanen, at de har haft positive erfaringer med en ny smørrelse. 

- Tilbagemeldinger fra letbaneførerne er, at kurveskrigene er reduceret markant – og Odense Letbane har de seneste uger ikke modtaget nogen nabohenvendelser om kurveskrig. Det hører med til billedet, at de fugtige vejrforhold i sig selv har en dæmpende effekt på kurveskrig – derfor kan reduktionen i kurveskrig ikke entydigt tilskrives smøringen. 

Tidligere i december meddelte Odense Letbane, at de øgede billetkontrolen, da flere pendlere kørte uden billet.


Oversigt

    Oversigt