En kvinde fra Odense mistede torsdag morgen livet i en højresvingsulykke i det sydlige Odense, da hun blev ramt af en lastbil.
Der er tale om 18-årige Josephine Alexandra Smith, der gik på Sct. Knuds Gymnasium i Odense.
- Det er med stor sorg, at vi må meddele, at Josephine Alexandra Smith fra 3.q i dag er afgået ved døden efter en tragisk trafikulykke, skriver skolen på Facebook.
- Vi er som skole meget berørte af hændelsen. Klassekammerater fra 3.q samles på skolen klokken 16, hvor vi som skole hjælper med at håndtere det store chok, lyder det.
Skolen vil fredag klokken 10 samle alle elever og ansatte i kantinen.
Sådan skete ulykken
Den tragiske ulykke skete i det sydlige Odense. Politiets undersøgelser og afhøringer har indtil videre godtgjort, at lastbilen kom kørende ad Svendborgvej, hvor den i krydset ved Drejebænken holdt for rødt lys med henblik på at svinge til højre.
Den 18-årige cyklist holdt til højre for lastbilen. Begge satte i gang ved grønt lys, hvor cyklisten kørte ligeud, og lastbilen svingede til højre. Cyklisten blev dræbt på stedet, meddeler politiet.
Undersøgelser af lyskrydset har vist, at ulykken ikke burde kunne ske, idet der er rødt for cyklister, mens der er grønt for biler - og omvendt. Det er p.t. ikke lykkedes at finde vidner, der med sikkerhed har kunnet fortælle, hvem der i ulykkesøjeblikket har haft grønt lys.
Chauffør anholdt
Derfor efterlyser Fyns Politi vidner, der har oplysninger omkring lysreguleringen på ulykkestidspunktet. Hvis du har set noget, kan du kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.
Lastbilchaufføren, der er ukrainer, er anholdt og befinder sig torsdag formiddag på politigården i Odense, hvor han senere skal afhøres med tolk.
Der er ikke mistanke om, at chaufføren er påvirket af alkohol eller andet. Det vil i løbet af dagen blive afklaret, om chaufføren skal fremstilles i grundlovsforhør.