Ville redde butikken online: Nu er fynsk specialøl-forhandler gået konkurs

Det er ikke længere muligt at købe øl hos Holy Fridge. Den fynske specialøl-forhandler er nemlig gået konkurs.

Hvis man plejer at få sine specialøl hos Holy Fridge, så skal man til at finde et andet sted at handle.

Den odenseanske brygforhandler er nemlig gået konkurs. 

Det viser et notat fra Statstidende.

I november 2022 meddelte specialforretningen på Facebook, at de ville lukke deres fysiske butik på Vesterbro 3 i Odense og udelukkende forhandle online. 

Det ville man for at imødekomme de stigende udgifter og forsøge at holde øl-eventyret kørende. 

Men nu er det eventyr altså definitivt slut bare et par måneder senere. 

Unikke øl

Holy Fridge åbnede i august 2020 med et koncept om at forhandle øl, der ikke kunne købes andre steder i Odense. 

Undervejs udvidede de sortimentet til også at indbefatte spiritus og drinkspakker. 

Det har ikke været muligt for TV 2 Fyn at få en kommentar fra hverken kuratoren Morten Elbrønd eller de de to registrerede direktører, Jeppe Daniel Hansen og Hannibal Struckmann Pedersen. 

Januar har været hård ved de fynske smagsoplevelser. I sidste uge gik også den historiske restaurant Under Lindetræet konkurs, efter de ikke længere kunne få økonomien til at hænge sammen. 

Oversigt

    Oversigt