Han har været i mediernes søgelys flere gange. Oftest ikke for noget positivt. Nu er Odense-imamen, Abu Bashar, med det borgerlige navn Mohamad Al Khaled Samha, igen hovedperson i en sag som politikere kalder "grim læsning" og "forrykt".
Berlingske har afsløret, hvordan Abu Bashar har udarbejdet et skilsmissepapir, hvor kvinden - udover at skulle betale 75.000 kroner - bliver underlagt en lang række krav for at kunne beholde børnene. Blandt andet må hun ikke gifte sig igen, og "hun skal bekræfte, at hun vil lære børnene koranen, det arabiske sprog og at bede fem gange om dagen, ellers annulleres skilsmissen."
Papiret er underskrevet af Abu Bashar og ifølge Berlingske har en fond med navnet Familie Fonden stemplet kontrakten. Overfor Berlingske gør fondens bestyrelse det klart, at Abu Bashar har lavet skilsmissedokumentet.
Her er skilsmissekravene underskrevet af imam Abu Bashar:
Dom for jødehad og støttede protester mod Muhammed-tegninger
Imamen er altså igen i problemer. Men det er langt fra første gang. I 2017 fik Abu Bashar en dom på 14 dages betinget fængsel for under en prædiken i 2014 at have omtalt jøder som "børn af aber og svin".
- Det er en skærpende omstændighed, at du har optrådt som leder - som religiøs leder, lød det fra dommer Birgitte Thorsen ved domsafsigelsen.
Odense-imamen blev for alvor landkendt allerede i 2005. Her rejste han sammen med en række andre imamer til Mellemøsten for at få støtte til en protest mod Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.
- Han var leder af delegationen, der rejste rundt i Mellemøsten, har Brian Arly Jacobsen, lektor ved København Universitet udtalt til BT.
Kriminalredaktør: Bashar en central figur
Det er ikke mange interviews Abu Bashar stiller op til. Én af dem, der har interviewet den omstridte imam, er Bjarke Vestesen, kriminalredaktør på Fyens Stiftstidende.
Det gjorde han i 2006, dagen før Odense Politi stormede en række adresser i det der senere blev kendt som terrorsagen fra Vollsmose. Her blev tre personer fra Odense-bydelen dømt for planlægning af terrorhandlinger mod blandt andet Folketinget, Jyllands-Posten og Københavns Hovedbanegård. Alle bekendte til imamen.
- Da jeg interviewede Abu Bashar, sagde han rent faktisk, at han mente, at Danmark godt kunne være Al Qaidas næste terrormål. Det viste sig så, at Bashar kendte flere af de anholdte i den sag, og han kendte også alle tre som senere blev dømt, fortæller Vestesen.
Via sit arbejde har Bjarke Vestesen også fået et solidt kendskab til de sociale strukturer i Vollsmose.
- Abu Bashar har i mange år været en central figur i forskellige problematikker i Vollsmose og på Fyn. Han har en høj status i forhold til de arabere og palæstinensere, som han prædiker for, siger kriminalredaktøren.
Fyret som fængselsimam og koblet til mislykket terrorforsøg i Tyskland
I 2006 var Abu Bashar også imam i Nyborg Statsfængsel. Her blev han fyret, officelt på grund af nedskæringer. Men mediet 24timer kunne på baggrund af højtstående kilder i fængslet fortælle, at Abu Bashar både havde »hetzet mod Vesten og Danmark« og »opfordret til jihad« i fredagsbønnerne i fængslet.
- Han var altså på lønningslisten i statens kriminalforsorg, imens han opfordrede til jihad, fortæller Vestesen.
Men Bashar blev også koblet sammen med et mislykket terrorforsøg i Tyskland samme år. Ekstra Bladet kunne ud fra oplysninger fra det tyske forbunds-kriminalpoliti fortælle, at det var planen, at Odense-imamen skulle skjule en ung terrorist på flugt efter et mislykket bombeattentat mod tyske tog den 31. juli 2006.
Gerningsmanden, en 21-årige libaneser med navnet Youssef Mohamed El Hajdib, blev få dage senere anholdt i den nordtyske by Kiel. På sig havde han en togbillet til Odense, og i hans mobiltelefon fandt man Abu Bashars telefonnummer gemt.
- Jeg har aldrig talt med den unge mand eller hørt om ham. At den unge mand har mit telefonnummer er der ikke noget mærkeligt i. Det er der mange rundt omkring i verden, der har, sagde imam Abu Bashar dengang.
Og nu står Abu Bashar så igen i ny sag, hvor han er på kant med det danske samfund.
TV 2 Fyn forsøger fortsat at få en kommentar fra Abu Bashar.