Vollsmose Sogn lukker ned efter stigende coronasmitte.
Tirsdag steg incidenstallet til 1.007, og samtidig opfylder sognet de to øvrige kriterier for nedlukning, da positivprocenten er 8,22, og der er 100 nye smittede de seneste syv dage.
De to kriterier har været opfyldt den seneste uge, men først tirsdag overskred incidenstallet 1.000.
Nedlukning gældende fra onsdag
Nedlukningen betyder, at samtlige skoler, fritidstilbud, biblioteker og kulturaktiviteter lukker ned fra onsdag.
Det gælder Odinskolen og UngOdense, alle områdets SFO'er og klubtilbud, Mulernes Legatskole og alle lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter og indendørs idræts-, fritids-, og foreningsaktiviteter, lukker.
Nedlukningen får ikke betydning for Vollsmose-børn, der går i skole uden for sognet. De skal fortsat møde i skole, som de plejer. Dog opfordres de til at lade sig teste.
I Odense Kommune er incidenstallet, der dækker over antal smittede per 100.000, tirsdag 153,6. Det er en marginal stigning fra gårsdagens incidenstal på 153,1. De seneste syv dage er 314 odenseanere testet positive for coronavirus.
Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) indkalder til pressemøde klokken 15 med rådkvinde Susanne Crawley (R) og Rami Ezzeddine, der er leder af en nyoprettet Taskforce i Vollsmose.