Vollsmose-skole melder ikke vold

Humlehaveskolen i Vollsmose melder det ikke, når forældre udsætter deres børn for vold. Rådmand vil nu gribe ind, og indskærpe reglerne for skoleledelsen.

Hårdhændede opdragelsesmetoder er så udbredt et fænomen blandt forældrene på Humlehaveskolen i Vollsmose, at skoleledelsen ikke orker at melde dem alle til kommunen.

Det fortæller skoleleder, Olav Rabølle Nielsen til Fyens Stiftstidende.

- Vi ved godt, at der er en del børn, der får en på kassen derhjemme, men vi kan ikke sende underretninger hver eneste gang. Så kunne vi sende et hav af papirer på alt muligt. Hvis der er tale om, at børn kommer med skudsår, melder vi det selvfølgelig til politiet, siger han.

Vækker harme

Udmeldingen vækker harme hos Børns Vilkår.

- Det er fuldstændigt forkert at svigte børnene, og det er også ulovligt.
Som skoleleder har man ikke bare pligt til at underrette kommunen. Man har skærpet underretningspligt, siger Bente Boserup, der er rådgivningschef i Børns Vilkår.

På Humlehaveskolen klarer man sagerne ved at indkalde forældrene til en samtale og udlevere revselses-cirkulæret på et stykke papir.

Rådmand vil indskærpe reglerne

Olav Rabølle Nielsen mener ikke, man kan ændre et socialt og kulturelt fænomen med underretninger.

- Hvis vi har nogle rigtig grove tilfælde, hvor der er tale om fysisk afstraffelse tager vi selvfølgelig en snak med forældrene, siger han til
Fyens Stiftstidende.

Men den går ikke, understreger skolerådmand Stina Willumsen (SF).

- Det er bare ikke godt nok. Jeg vil bede min skolechef indskærpe over for Humlehaveskolens ledelse, at de her sager skal indberettes, siger hun.

Oversigt

    Oversigt