Fynske betjente bruger kortere tid på at opklare indbrud: - Tyveknægte har fred og ro

Fyns Politi har kortere tid til at opklare indbrud end landsgennemsnittet. Tyveknægte har fred og ro, siger havneformand, der har fået smadret inventar for titusindvis af kroner.

Fyns Politi bruger i gennemsnit mindre tid på at finde ud af, hvem der står bag et indbrud, end betjente i resten af landet. Det viser nye tal, som TV 2/Fyn har fået aktindsigt i.

Fynske betjente bruger i gennemsnit 5,2 timer på efterforskning af indbrudssager. Det er 0,4 timer færre end landsgennemsnittet, som ligger på 5,6 timer per indbrud.

I 2018 brugte politiet på landsplan 5,0 timer i gennemsnit per indbrud. Her var gennemsnittet også lavere på Fyn, hvor det lå på 4,7 timer.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fakta

Med andre ord har fynske betjente kortere tid til at opklare indbrud, og på landsplan blev kun fem procent af landets 54.800 indbrud opklaret i 2018. 

Indbrud to gange på Lohals Havn

Havnekontoret i Lohals Havn på det nordlige Langeland har inden for de seneste måneder oplevet indbrud to gange. 

Formand for Lohals Havn Birger Printz mener, det er for let for indbrudstyvene at slippe af sted med tyvekosterne. 

- Man skal til Odense for at finde en politibetjent i døgnfunktion - ikke engang Svendborg Politistation er bemandet døgnet rundt, siger Birger Printz til TV 2/Fyn. 

- Det gør selvfølgelig, at alle tyveknægte og andre med onde hensigter har fred og ro. Der er ingen patruljering. De kan lave deres indbrud og komme fra øen uden at blive antastet. Det viser virkeligheden også, at det er det, der sker, fortæller han.

quote Alle tyveknægte og andre med onde hensigter har fred og ro. Der er ingen patruljering. De kan lave deres indbrud og komme fra øen uden at blive antastet.

Birger Printz, havneformand

Her opklares 1 ud af 100 indbrud 

Værst står det til i Tranekær på Langeland, hvor under en procent af indbrudstyvene bliver fanget.

Havnen i Lohals havde i maj indbrud i havnekontoret, hvor tyvene slap væk med værdier for mere end 12.000 kroner.

På havnen i Lohals er personalet træt af indbrud. 
På havnen i Lohals er personalet træt af indbrud. 

Der har desuden været indbrud i takeaway-restauranten på havnen. Det er ikke kun indbruddet, der koster ejerne - også de skader, det forårsager. 

- Der blev smadret for 35-40.000 kroner for at stjæle tre frosne rødspættefileter, siger Birger Printz. 

Tyve kan arbejde frit

Som konsekvens af indbruddene har Lohals Havn installeret en alarm, der lyder, hvis nogen begår indbrud i nattetimerne, når der ingen er på kontoret. 

- Vi har en alarm, der lyder virkelig, virkelig højt, hvis der er uvedkommende, der kommer ind her om natten, forklarer Birger Printz, der har afvist at få et vagtselskab tilknyttet, da det vil tage for lang tid for dem at komme til Lohals. 

quote Der blev smadret for 35-40.000 kroner for at stjæle tre frosne rødspættefileter

Birger Printz, havneformand

Han mener tværtimod, at løsningen er mere politi i nærområderne. 

- Man har taget politimyndigheden væk fra vores landområder, og det gør selvfølgelig, at både herboende og tilrejsende ved, at der er fred og ro, og man kan udføre sit arbejde uden at blive antastet, siger Birger Printz. 

Politiforbund: Vi mangler ressourcer

Han efterlyser en bemandet politistation på Langeland med lokale folk, der kender området og indbrudstyvene i området. 

Politiforbundet har tidligere givet udtryk for, at politiet ikke har nok ressourcer til at tage hånd om problemet.

Til Politiken siger formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt, at der er katastrofal mangel på mandskab.

Oversigt

    Oversigt