De italienske myndigheder har sagt ja tak til at modtage 13 respiratorer fra Region Syddanmark.
Det fortæller Bjarne Dahler-Eriksen, som er lægefaglig direktør ved Sygehus Sønderjylland og leder af regionens intensiv-taskforce.
Beskeden tikkede ind hos regionen fredag.
Der er tale om respiratorer af modellen Servo-i.
- Det er moderne respiratorer til intensiv brug, som er egnet til at have en patient i respirator i lang tid. Det kan være en, to eller tre uger.
- Så det er maskiner, som er så skånsomme som muligt for lungerne. Forsvarets respiratorer kan fint bruges til en hårdt såret patient for eksempel, men de kan ikke bruges til de her længerevarende intensivbehandlinger, fortæller Bjarne Dahler-Eriksen.
I begyndelsen af april anmodede Italien om assistance. Danmark tilbød blandt andet nogle af Forsvarets respiratorer, men de fik kritik for at være for gamle og ubrugelige.
Italien endte med at takke nej til det oprindelige tilbud i slutningen af april.
I mellemtiden vurderede regionerne, at de godt kunne undvære 10-13 respiratorer.
Nu skal der så sendes 13 nyere maskiner afsted, som er bedre egnet til formålet end dem, der oprindeligt blev tilbudt, siger Bjarne Dahler-Eriksen.
Selv om epidemien er ved at slippe sit tag i Italien, som har været hårdt ramt, så er der stadig brug for respiratorerne.
- Det er nok, fordi deres apparaturmasse jo nok er ret slidt nu.
- Det har jo kørt i døgndrift siden februar, og ligesom alt moderne mekanik skal de her maskiner serviceres, forklarer Bjarne Dahler-Eriksen.
Han siger, at danske patienter ikke skal være bekymrede for, at udstyret forsvinder fra hospitalerne i Danmark.
- Vi kommer ikke i bekneb, så det skal de danske patienter ikke være i tvivl om.
- De indkøb af respiratorer, som vi foretog i begyndelsen af året, er begyndt at komme, så vi får også nye respiratorer leveret i løbet af de kommende uger og måneder, forklarer den lægefaglige direktør.
Hvis situationen i Danmark ændrer sig, skal udstyret komme hjem i løbet af fjorten dage. Det har regionen meldt ud.
Respiratorerne er klar til at blive afsendt.