Der er smil på Julie Ostenfeldt Thinesens læber i dag. Hun hygger sig med døtrene Freja og Emma over tre kopper varm kakao og lektielæsning hjemme i huset i Kerteminde. For to år siden var situationen en anden. Julie Ostenfeldt Thinesen blev ramt af en depression og følte sig oven i det som verdens værste mor, fordi hun ikke kunne tage sig af sine døtre på den måde, hun drømte om.
- Lige pludselig er der ikke noget, der hænger sammen. Den måde, jeg agerer og reagerer på, giver ikke mening. Så pigerne har været bange og nervøse, fordi de ikke vidste, hvad det var for en mor, de kom hjem til, fortæller hun.
I de første måneder, hvor de dystre tanker tog til, fortalte hun ikke andre om det mørke, hun navigerede i med selvbebrejdelser og selvmordstanker.
- Jeg ville det bedste for mine børn, så jeg smækkede en facade på og var en glad mor, røber Julie Ostenfeldt Thinesen.
Den krakelerede en dag på arbejdet, og en snarrådig kollega trådte til. Hun kørte Julie Ostenfeldt Thinesen fra kontoret til psykiatrisk skadestue på Odense Universitetshospital, hvor behandlerne ikke var i tvivl. Hun blev indlagt akut til behandling for en depression.
Derhjemme forsøgte pigernes far at opretholde en hverdag, men i løbet af få uger blev den ældste datter, Freja, indadvendt og trist.
Desværre er der mange børn som Freja og Emma, der ikke bliver set, når deres forældre bliver ramt af psykisk sygdom. Og bliver de ikke set, er der ingen professionel hjælp til at hjælpe dem igennem en svær tid som pårørende.
Syv ud af ti får ikke hjælp
Syv af ti børn, der har en forældre med en psykisk sygdom, får ingen hjælp. Det viser en ny undersøgelse fra Psykiatrifonden, Børns Vilkår og Ole Kirks Fond, som forskere fra Syddansk Universitet står bag. Forskningen viser også, at det kan forringe børnenes chancer for selv at undgå psykisk sygdom senere i livet. Det risikerer også at påvirke deres karakterer i folkeskolen, deres muligheder for at blive optaget på en uddannelse og deres tilbøjelighed til at begå kriminalitet. Alt sammen i en negativ retning.
Forskeren bag undersøgelsen, Marie Kruse, peger på flere årsager til, at kun tre af ti børn får hjælp: Det kan være, at nogle af børnene bliver overladt til sig selv med nogle traumer, der skal bearbejdes, fordi forældrene ikke er i stand til at passe dem lige så godt, som når de ikke er syge. Forældrene kan være bange for, at systemet, tager børnene fra dem, hvis de beder om hjælp. Der er også et tabu forbundet med at bede om hjælp, når man er ramt af psykisk sygdom. Og endelig bliver børn ikke opsporet af systemet
Marie Kruse understreger samtidig, at det ikke er alle børn, der har brug for den samme hjælp.
- Der er ikke behov for indsatser for alle børn, men der er behov for indsatser for en del af dem. Derfor er det så vigtigt, at gribe ind, men det sker for sjældent, men der er ikke et system til at gribe nogle børn, der måske ikke selv har en diagnose. Man har øjnene på patienten og ikke på deres familie, forklarer hun.
Det var præcis den oplevelse, Julie Ostenfeldt Thinesen sætter ord på her to år efter, hun med sin kollega i hånden stod foran indgangen til psykiatrisk skadestue. Derfor ville hun have ønsket, at systemet havde grebet hendes børn.
- Havde der nu siddet en behandler og fortalt dem, at det ikke var deres skyld, men at deres mor havde en sygdom i hjernen. Det ville have taget et kæmpe ansvar fra deres skuldre.
Heldigvis var der en klasselærer, der kontaktede familien efter nogle uger. Hun fortalte dem, at deres ældste datter Freja havde brug for hjælp. Læreren fandt også en samtalegruppe til Freja. Det hjalp, men den yngste datter fik først hjælp senere i forløbet, da Julie Ostenfeldt Thinesen fik det bedre og selv kontaktede det lokale familiehus for at få mere hjælp til pigerne.
- Jeg ved godt, at jeg som forældre har ansvaret for mine børn. Men jeg så det ikke tidligere. Jeg havde ikke overskuddet, forklarer hun.
Hun ville ønske, at systemet havde haft det overskud.
Penge på vej
Ulla Lindgren, centerleder PsykInfo og Center for Pårørendeinddragelse i Region Syddanmark, erkender, at man ikke tidligere har været gode nok til at hjælpe børn med forældre ramt af psykisk sygdom.
- Det skyldes flere ting. Blandt andet, at der er fokus på den syge, men også at børnene bliver ekstremt gode til at fornemme deres omgivelser, og de udvikler nogle gode antenner. De er gode til ikke at påkalde sig unødvendig opmærksomhed. Og så handler det også om, at det stadig er et stor tabu, siger Ulla Lindgren.
Hun peger på, at de i regionen også har ændret retningslinjerne, så medarbejderne skal spørge de voksne, der kommer i psykiatrien, om de har børn. Og alle medarbejderne har været på kurser i netop at opspore de børn, der er pårørende til forældre med psykisk sygdom.
Der er også sat flere penge af til det arbejde. Som en del af den nationale psykiatriplan, der skal skabe bedre forhold i psykiatrien, har regeringen sat 15 millioner kroner af til bedre opsporing af børn med psykisk syge forældre de næste tre år. Allerede i april i år valgte Region Syddanmark også at fokusere på området.
Derfor tror og håber Ulla Lindgren på, at der allerede nu er en positiv udvikling i gang.
Flere penge til børn som pårørende
Indsatser virker
Marie Kruse, der står bag kortlægningen af, hvor mange børn, der ikke får hjælp, ved, at netop samtaler er vigtige for, at børnene kommer sikkert videre i livet.
I Region Nordjylland har man i flere år arbejdet målrettet med samtaler for børnene i deres Center for pårørende. Og resultaterne af den indsats, har hun allerede kigget på.
- Her er børn, der har fået samtaler enten selv eller med andre børn og unge, blevet bedre til at tage en ungdomsuddannelse. Det er i hvert fald et af de resultater, der står ret skarpt i vores undersøgelse.
Der er også andre resultater, der venter på at blive analyseret men tegner lovende. Hun regner blandt andet med, at de inden længe vil kunne vise, at den slags indsatser også kan forebygge, at børnene havner i kriminalitet senere i livet.
Hjemme i Kerteminde har Julie Ostenfeldt Thinesen et klart svar på, hvorfor hun vælger at stå frem og fortælle om sin sygdom og de bump på vejen, det lagde for hendes piger.
- Det skal ikke været et tabu.