Region Syddanmark: Vi vinder ikke en erstatningssag mod Carl Holst

Politikere i Region Syddanmark vil ikke komme til at vinde en erstatningssag mod Carl Holst, har regionens egne jurister nu vurderet. Det skriver Radio24syv.

Flere kritiske politikere i Region Syddanmark lider nu nederlag i opgøret mod den tidligere regionsrådsformand Carl Holst fra Venstre. Det skriver Radio24syv.

Region Syddanmarks egne jurister fastslår nemlig i en vurdering, at det bliver vanskeligt at rejse og vinde en erstatningssag mod netop Carl Holst. Dermed ser der ud til at være sat et punktum i et årelangt opgør mellem Region Syddanmark og den daværende regionsrådsformand.

Hvis politiet ikke kan, kan vi heller ikke

For fem uger siden fastslog Sydøstjyllands Politi og den øverste anklagemyndighed - Rigsadvokaten - at der ikke var grundlag for at indlede en straffesag mod Carl Holst for påstået embedsmisbrug og mandatsvig. Men derefter foreslog flere regionspolitikere fra Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti, at Region Syddanmark skulle føre en erstatningssag mod Carl Holst med krav om, at han betalte omkring 100.000 kroner tilbage til regionen. 

Men i en ny redegørelse, som regionens særlige forretningsudvalg skal drøfte onsdag på et lukket punkt, fastslår regionens egne jurister, at der vil være et spinkelt grundlag for at føre en sådan en sag. Den kan ikke vindes, mener socialdemokraternes gruppeformand og næstformand i regionsrådet, Poul-Erik Svendsen.

- Vi vil ikke kunne løfte bevisbyrden. Politiet kunne ikke, og så kan vi heller ikke. Det er i grove træk det, som vores egne jurister nu skriver til os i en redegørelse. Man kan sige, at vi nu har fået en advarsel om, at hvis vi beslutter at indlede en erstatningssag mod Carl Holst, så bliver det op ad bakke. Det betyder også, at vores indstilling bliver, at vi ikke foretager os yderlige i forhold til Carl Holst, siger Poul-Erik Svendsen (S) til Radio24syv.

Han mener ikke, at regionen skal bruge skattepenge på et civilt søgsmål, når det kan risikere at blive uden resultat.

- Vi vil have besvær med at rejse og vinde den her sag, og derfor bliver vores indstilling, at vi dropper at rejse et civilt søgsmål mod Carl Holst. Men dermed ikke sagt, at vi mener, at Carl Holst er uskyldig. Han har - etisk set - gjort noget forkert, men juridisk set er det altså svært at gøre noget ved, siger Poul-Erik Svendsen til Radio24syv.

Flertal for ingen erstatningssag

Siden Sydøstjyllands Politi og Rigsadvokaten den 31. marts besluttede ikke at rejse tiltale mod Carl Holst, har det været diskuteret, hvorvidt Region Syddanmark skulle indlede en erstatningssag mod Carl Holst, blandt andet på grund af mistanken om, at han havde udnyttet en regionsansat medarbejder til at udføre personlig valgkamp under folketingsvalget i 2015. Her ville Region Syddanmark have en tilbagebetaling fra Carl Holst.

Men med Socialdemokratiets indstilling til sagen, er der et politisk flertal for ikke at indlede en erstatningssag mod Carl Holst. Venstre i regionsrådet har nemlig hele tiden sagt, at det er en dårlig idé at indlede en erstatningssag, når politiet ikke mente, at Carl Holst havde begået noget ulovligt.

- Vores indstilling har hele tiden været, at vi ikke vil smide gode penge efter dårlige. Politiet kunne ikke finde beviserne, så kan vi heller ikke - og det er der enighed om i hele Venstre-gruppen, siger regionsrådsmedlem fra Venstre i Region Syddanmark Bo Libergren.

I Dansk Folkeparti i Region Syddanmark er man dog fortsat skeptiske og ønsker en erstatningssag - uanset hvad regionens egne jurister siger. 

Lettet Carl Holst

Hos Carl Holst selv er der lettelse over, at det nu ser ud til, at Region Syddanmark ikke vil indlede et civilt søgsmål mod ham.

- Jeg er da selvfølgelig tilfreds med, at det nu ser ud til, at der er sat et endeligt punktum i den her efterhånden meget langstrakte sag. Men jeg er også nødt til at påpege, at dét, der er den største fejl her, er, at Region Syddanmark og de nuværende politikere brugte 1,3 millioner skattekroner på en advokatrapport fra advokathuset Kromann Reumert, der var fuld af fejl og som ikke var uvildig, og hvor Poul-Erik Svendsen og måske andre politikere kunne udtale sig anonymt, siger Carl Holst (V) til Radio24syv.

Sagen skal drøftes på et lukket punkt i Region Syddanmarks forretningsudvalg onsdag og skal derefter behandles i regionsrådet.

Oversigt

    Oversigt