Efterforskningen af sagen om Dan-Bunkering, der er mistænkt for i strid med EU-sanktioner at have forsynet russisk militær med jetbrændstof brugt til bombetogter i Syrien, har siden 2017 ligget hos Fyns Politi.
Men nu tager Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) - også kaldet Bagmandspolitiet – sagen tilbage.
Det oplyser chefen for SØIK, statsadvokat Morten Niels Jakobsen, til DR.
Vil nedbringe sagsbehandlingstiden
- Det gør vi først og fremmest, fordi det er vigtigt, at vi hurtigst muligt når frem til en afgørelse i denne her sag, og vi kan efter min opfattelse nedbringe den kommende sagsbehandlingstid ved, at vi tager sagen ind, siger han.
Sagen er blevet kaldt en skandale og har mødt massiv kritik fra politikere for et alt for langstrakt forløb.
Beslutningen kommer, efter at justitsminister Nick Hækkerup (S) har sagt, at politiet og anklagemyndigheden ikke havde levet op til deres ansvar.
Det gjorde han på baggrund af en redegørelse fra Rigsadvokaten, som blev bestilt af den tidligere justitsminister.
Sag lå stille i mere end et år
Redegørelsen viste, at sagen mod virksomheden havde ligget stille hos Fyns Politi i mere end et år.
Ifølge Morten Niels Jakobsen er det på grund af den manglende udvikling i efterforskningen, at SØIK nu tager sagen tilbage.
- Vi visiterede den i sin tid til Fyns Politi, og vi kan konstatere, at der ikke er en afgørelse i den sag, og det er rigtig vigtigt, at vi hurtigst muligt kommer frem til det, siger han til DR.
DR afslørede 28. april i år, at Dan-Bunkering er involveret i en sag om leverancer af mindst 30.000 ton jetbrændstof til russisk militær.
Afsløringen var baseret på amerikanske retsdokumenter, centrale kilder og fortrolige oplysninger hos danske myndigheder.
Leverancer i strid med EU's sanktioner
Ifølge flere eksperter er det i strid med EU's sanktioner, der forbyder salg, levering, overførsel eller transport af jetbrændstof til anvendelse i Syrien.
Da historien udkom, havde de danske myndigheder kendt til Dan-Bunkerings mulige overtrædelse af EU-sanktioner i to et halvt år. Allerede i oktober 2016 advarede USA første gang Danmark om det mulige sanktionsbrud.
Men først efter DR’s afsløringer - i maj i år - har politiet og anklagemyndigheden nedsat en styregruppe, som skal sikre "den nødvendige fremdrift" i sagen.
Efterforskning har mødt kritik
Ordførere fra blandt andet Radikale Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har i kritiseret, at efterforskningen har ligget hos Fyns Politi i stedet for hos SØIK.
Men hele tiden har SØIK fastholdt, at den ikke hørte til hos dem.
I alt har Dan-Bunkering ifølge sagens oplysninger været involveret i mindst seks leverancer af jetbrændstof fra januar 2016 til maj 2017.
Dan-Bunkering er ikke sigtet eller tiltalt i sagen og afviser at have brudt EU's sanktioner.
/ritzau/