Middelfart-firma tiltalt for salg af flybrændstof til Syrien

Dan-Bunkering og Bunker Holding i Middelfart skal i retten. Firma afviser.

Bunker Holding og datterselskabet Dan-Bunkering i Middelfart er sammen med en direktør i det ene selskab tiltalt af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) for at sælge jetbrændstof til russiske virksomheder, som sendte jetbrændstoffet videre til Syrien.

Det skete på et tidspunkt, hvor der var indført EU-sanktioner, der forbød salg af jetbrændstof til brug i Syrien.

Bunker Holdings administrerende direktør samt yderligere én person, der er omfattet af navneforbud, har været sigtet i sagen - en af disse personer er altså nu tiltalt.

Handlet for 647 millioner kroner

33 gange solgte en dansk virksomhed i alt omkring 172.000 ton jetbrændstof til russiske selskaber, hvorefter jetbrændstoffet blev leveret til Syrien i strid med EU’s sanktioner mod Syrien. 

Via mellemled blev jetbrændstoffet leveret forskellige steder i Middelhavet og i sidste ende sejlet til en ukendt modtager i Port Banias i Syrien. Handlerne havde samlet en værdi af omkring 647 millioner kroner.

Sådan lyder tiltalen i den sag, som SØIK har rejst over for virksomheden.

Et holdingselskab samt direktøren i det ene af selskaberne er desuden tiltalt for 8 af de 33 handler.

- Det er vores vurdering, at handlerne med de russiske selskaber er en overtrædelse af EU’s sanktioner. Det er selvsagt en meget alvorlig sag, hvis man som dansk virksomhed overtræder EU-sanktioner, der er indført mod et andet land på baggrund af en meget kritisk og alvorlig situation, siger Per Fiig, der er fungerende statsadvokat hos SØIK.

Handlerne mellem den danske virksomhed og de russiske selskaber fandt sted fra 2015 til 2017, og på det tidspunkt var der indført EU-sanktioner mod Syrien med et ”forbud mod salg, levering, overførsel eller eksport af jetbrændstof og brændstofadditiver til personer, enheder eller organer i Syrien eller til anvendelse i Syrien”. 

Sagen er rejst som en overtrædelse af straffelovens §110 c og vil blive ført ved Retten i Odense.

Sagen har vandret frem og tilbage mellem SØIK og Fyns Politi, der fik sagen frataget efter, at sagen mod virksomheden havde ligget stille hos Fyns Politi i mere end et år.

 I et skriftligt svar til netmediet ShippingWatch skriver Bunker Holding:

- Der er intet i vores egne grundige, interne undersøgelser, der har afdækket, at der skulle være personer i Dan-Bunkering eller Bunker Holding, som var vidende om eventuelle brud på EU’s sanktioner over for Syrien. Vi er overbevist om, at vi ikke har leveret brændstof til firmaer, der var omfattet af EU-sanktioner på handelstidspunktet, tilføjer selskabet.

 

Oversigt

    Oversigt