Salget af Fjernvarme Fyn fortsætter ufortrødent. Også selvom Danmarks førende professor i energiret mener, at der kan være usikkerhed omkring juraen.
Et flertal i Odense Byråd bestående af Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre besluttede i september at sælge Fjernvarme Fyn til Energi Fyn for 900 millioner kroner for at sikre velfærd i kommunen - og den plan fortsætter altså.
- Jeg blev da lidt overrasket over det, men jeg vil sige, at siden vores advokater stadig siger, at vi kan være helt trygge, så er jeg helt tryg, fortæller Socialdemokratiets politiske ordfører, Cæcilie Crawley.
Det samme er både SF og Radikale Venstre.
- Det gør naturligvis indtryk på mig, men vi har altså haft nogle af de fremmeste jurister til at vurdere den her aftale, og de siger, at vi er på juridisk sikker grund. Det har jeg ikke nogen som helst grund til at betvivle, siger beskæftigelses- og socialrådmand, Brian Dybbro (SF).
- Som politiker må man tro på, at vi er rådgivet korrekt af det advokatfirman, som kommunen har bedt om hjælp og har søgt rådgivning hos, siger Susanne Crawley Larsen (R), der er børn- og ungerådmand.
Modstander af salget
Konservative har fra start af været imod at sælge Fjernvarme Fyn for næsen af fynboerne, og en advokat, partiet har fået til at se på sagen, er ligesom professor i energiret Bent Ole Gram Mortensen i tvivl om aftalens lovlighed.
I varmeforsyningslovens paragraf 23f står der:
"Inden et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, som ikke ejes af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet det pågældende anlæg, kan afstås til andre end kommuner, skal disse forbrugere tilbydes at købe anlægget til markedspris".
Og det er altså den ovenstående paragraf, der har fået Konservative, Bent Ole Gram Mortensen og advokat Pernille Aagaard Truelsen til at så tvivl om lovligheden bag sagen.
Det ændrer dog ikke på salgsprocessen for flertallet i byrådet.
- Sådan som det er nu, gennemfører vi jo salget som planlagt med mindre, der kommer nogle oplysninger, som gør, at vi er nødt til at tage en anden vej, fortæller Susanne Crawley Larsen.