Kreditforeninger sagde nej: Janne har drevet virksomhed i syv år uden at kunne låne

Janne Egstrøm driver med sin mand succesfuldt De Gyldne Gemakker i Tranekær. Men da hun i sin tid ville låne penge til ejendommen, fik hun afslag fra realkreditinstitutterne.

Efterårsbladene ligger let oven på den lille flisegang, der leder ned til Janne Egstrøms virksomhed De Gyldne Gemakker. 

Små kastanjetræer vokser op på hver side af stien. På højre hånd søger blikket mod det charmerende orangeri, der om sommeren danner rammerne for en hyggelig frokostcafé, mens Trankær Slots gamle hønsehus optager billedet på venstre hånd.

Hønsehuset er i dag indrettet som et lille Bed af Breakfast, og dermed driver Janne Egstrøm sammen med sin mand altså tre forskellige, men forenede erhverv på adressen i Tranekær. 

Men da hun for syv år siden gerne ville købe den lille, charmerende ejendom i Tranekær, var beskeden fra realkreditinstitutterne klar. Det kunne ikke lade sig gøre.

Janne Egstrøms virksomhed i Tranekær er kun lykkedes gennem banklån og egen kapital.
Janne Egstrøms virksomhed i Tranekær er kun lykkedes gennem banklån og egen kapital.
Foto: Ken Petersen

- Jeg fik ikke på noget tidspunkt mulighed for at fortælle om projektet, for jeg skulle starte med at oplyse vores postnummer, og så stod realkreditinstitutterne af, fortæller Janne Egstrøm og tilføjer: 

- Det var det, der tydeliggjorde, hvor uretfærdigt vores system er, når man gerne vil drive en forretning i udkanten af Danmark, siger hun. 

Banklån og overskud har sikret fremgang

For Janne Egstrøm kom det som lidt af et chok, at hun ikke kunne låne penge til at starte en virksomhed op. Specielt fordi beløbet, hun efterspugte var forholdsvist lavt. 

- Dengang havde min mand og jeg brug for at låne en halv million til vores renoveringsprojekter. Men når vi ikke kunne låne pengene, så kunne vi heller ikke komme i gang, siger Janne Egstrøm. 

Derfor var hun nødt til at tage flere mindre lån i banken og sprede sine renoveringsprojekter ud over en længere periode. Det har også betydet, at hun endnu ikke er færdig med at renovere. 

- Vi har været nødt til at bruge vores overskud løbende på det næste projekt. Eksempelvis var vi nødt til at bruge en del af vore overskud på at bygge orangeriet, hvor vi i dag har café, sådan at den nye virksomhed kunne generere overskud til det næste projekt, fortæller hun og uddyber: 

- Det har kun kunne lade sig gøre på den her måde, fordi både jeg og min mand fortsat arbejder ved siden af. 

Håber på en løsning

Syv år efter kreditforeningerne sagde nej til at låne Janne og hendes mand penge, står parret med en forretning, der hvert år giver overskud. Og det er for Janne en lille sejr. 

- Vi har jo bevist, at vi kunne få det til at lykkedes, og vi tror jo også fortsat på vores forretning, ellers havde vi jo ikke blevet ved på den her måde. Men jeg ville da ønske, at der bafe havde været lige muligheder fra start, for så er jeg også sikker på, at vi var kommet meget længere med vores virksomhed, end vi er nu, siger hun. 

Janne Egstrøms hovedbeskæftigelse er som guldsmed, men hun har også en deltidsstilling ved siden af.
Janne Egstrøms hovedbeskæftigelse er som guldsmed, men hun har også en deltidsstilling ved siden af.
Foto: Ken Petersen

Nu er hendes håb blot, at der kommer en løsning på problemet, så fremtidige iværksættere ikke bliver bremset på samme måde af låneproblemer, som hun selv blev bremset. 

- Det er vigtigt for mig, at der kommer fokus på det her problem, så der også kommer en løsning, siger Janne Egstrøm.

Oversigt

    Oversigt