(Artiklen blev oprindeligt udgivet den 6. marts 2017, da der var gået et halvt år efter ulykken)
Den 21. august 2016 blev en 30 kilo tung betonklods kastet ned fra motorvejsbroen mellem Blommenslyst og Vissenbjerg.
En 33-årig tysk kvinde blev dræbt på stedet. Kvinden var på vej fra Sjælland mod Jylland med sin 5-årige søn og sin mand, der førte bilen.
Manden blev hårdt kvæstet, mens deres fælles søn slap uskadt fra ulykken.
Jeg hørte den lille dreng græde
For Carsten Bo Henriksen fra Vejle blev den 21. august 2016 en nat, han aldrig glemmer. Hver gang han kører under Langesøvej-broen ved Skallebølle, går tankerne tilbage til den skæbnesvangre aften i sensommeren sidste år.
Så hører jeg den her lille dreng, der græder inde i bilen, og så isner det altså i mig
Han var på vej hjem til Vejle efter at have været på arbejde på Sjælland, da han så bilen med den tyske familie holde stille midt på motorvejen.
- Jeg tænkte, at det må være en ulykke, der er sket: Du bliver simpelthen nødt til at køre tilbage og tjekke det. Du tilgiver aldrig dig selv, hvis du i morgen læser, at det er en ulykke, og du ikke kørte tilbage. Så jeg kørte af motorvejen og kørte tilbage og på igen, fortæller Carsten Bo Henriksen, der få sekunder efter var første mand på ulykkesstedet den nat i august.
- Jeg holder ind. Og det er bælgragende mørkt, for det er klokken halv fire om morgenen. Bilens forrude er knust, og jeg kan ikke rigtig se ind i bilen. Og jeg tænker, at det da var mærkeligt. Jeg går lidt rundt om bilen og er egentlig på vej tilbage, og så hører jeg den her lille dreng, der græder inde i bilen. Og så isner det altså i mig.
Den tyske kvinde var dræbt på stedet, mens manden var hårdt såret. I dag er han ude af koma og overflyttet til et tysk hospital. Hans tilstand er stadig kritisk.
- Så jeg vender om, og så får jeg hevet fordørene op. Der sidder.. der sidder faren jo. Det er et frygteligt scenarie, siger Carsten Bo Henriksen.
- Så ser jeg den her lille dreng, der sidder på bagsædet i den anden side af bilen, og han virker til at være uskadt. Det får jeg tjekket op på, og så kan jeg godt se, at den er helt gal, den her, siger Carsten Bo Henriksen.
Får hurtigt assistance
Han ringer 112 i en fart, og så går det hurtigt. kort tid efter ankommer en redder, der tilfældigvis er på vej hjem fra arbejde. Han kommer over og hjælper til.
- Vi får brudt bagdøren op, og der finder vi moren, som er død. Vi får hende trukket ud af bilen og kan konstatere, at hun er død, og vi kan ikke gøre noget, siger Carsten Bo Henriksen.
Seks-syv minutter efter begynder ambulancer, politi og redningsmandskab at ankomme til stedet. De tager over fra Carsten Bo Henriksen, der kan trække sig lidt tilbage.
I dag, mere end seks måneder efter ulykken, har Carsten Bo Henriksen stadig svært ved at tale om den aften i august sidste år.
- I mange måneder har det været rigtig, rigtig barsk at snakke om, og jeg bliver da også bevæget over det nu. Tiden går, og man får lidt afstand til det. Men den dag i dag tænker jeg på det hver eneste gang, jeg kører forbi ulykkesstedet, siger Carsten Bo Henriksen.
Hjælp til drengen
Den femårige dreng blev efter ulykken hentet hjem til Tyskland af pårørende. Han er stadig ofte i Carsten Bo Henriksens tanker.
- Selvfølgelig fylder det meget. Den her lille dreng har jo været udsat for en forfærdelig oplevelse. Det vil jo følge ham resten af livet. Jeg håber, at den familie der tager sig af ham nu, bruger pengene på drengen. Og at han får nogle gode oplevelser, der for en stund kan tage ham væk fra de tanker, som han uværgerligt må have, siger Carsten Bo Henriksen, der til daglig bor i Vejle.
Indsamling til familien
De penge, som Carsten Bo Henriksen taler om, kommer fra en dansk indsamling.
Den tyske familie kom fra Dortmund, og i den sammenhæng valgte en dansk fanklub til fodboldklubben Dortmund at starte en indsamling til drengen. I oktober rundede den indsamling så hele 200.000 kroner - og nu er pengene sendt afsted til Tyskland.
Manden bag den indsamling er Allan Mortensen, der er formand for den danske fanklub.
- Det er da en stolt fornemmelse, man står med. Det har da været hårdt arbejde, men det er også en glæde. Vi har gjort det her. Vi har hjulpet, fortæller Allan Mortensen til TV 2/FYN.
Det hele begyndte egentlig som en intern indsamling i klubben. Men da Allan Mortensen gik ud offentlig, væltede donationerne ind.
- Kæmpe tak, lyder det fra Allan Mortensen til alle dem, der har givet penge.