Lørdag eftermiddag offentliggjorde Fyns Politi billeder af en 40 kilo tung sten, som blev kastet ned foran en bil på E20 Fynske Motorvej.
Politiet fik flere henvendelser fra borgere, som deres efterforskere nu er ved at undersøge. Men Fyns Politi er stadig meget interesserede i at høre fra folk, som har viden om, hvor stenen kommer fra.
- Det er en natursten, og det er ikke en, som man bare tager med, siger politikommissær Ann Kate Pedersen fra Fyns Politi til TV 2/Fyn.
Stenen er gråsort og måler i nærheden af 50 gange 25 centimeter. Kender du noget til stenen eller til hændelsen bedes du henvende dig til politiet på telefonnummer 114.
-Vi er stadig meget interesserede i at høre fra folk, der har set nogen. Der er nemlig normalt ikke så meget trafik i det tidsrum. Vi laver nogle tekniske undersøgelser med stenen. Så har vi også nogle personer, vi skal have afhørt, siger politikommissæren.
Stenkastet lørdag nat betød, at Fyns Politi var nødsaget til at lukke en del af motorvejssporet mellem afkørsel 53 og 52 i østgående retning for at sikre spor på og ved vejbanen og på broen.
Stenen skal sendes til den kriminaltekniske afdeling for at blive undersøgt.