Efter hændelsen på Storebælt sidste onsdag, hvor en lastbiltrailer ikke sad rigtigt fast på en godsvogn, har Havarikommission arbejdet med at klarlægge årsagen.
Arbejdet er endnu ikke i mål, men Havarikommissionen har efter en test af den brugte låsetype valgt at udsende en såkaldt "safety alert" til de andre europæiske sikkerhedsorganisationer, der arbejder med tilsvarende jernbanedrift.
Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse fredag aften.
Onsdag 14. januar gjorde en borger politiet opmærksom på, at en vogn på et godstog vippede på vej over lavbroen i retningen mod Fyn. Toget blev stoppet i Nyborg, hvor det blev konstateret, at en lastbiltrailer fra Carlsberg på en lommevogn ikke stod i låseskamlen.
Der er stadig rigtig mange spørgsmål, der skal besvares, men det står helt fast, at den her type vogn ikke skal ud på Storebælt igen uden, at der er helt styr på sikkerheden
Alle lignende transporter fra Carlsberg over Storebælt blev straks standset, og Havarikommissionen gik i gang med at undersøge sagen.
Kommissionen har i forbindelse med undersøgelsen konstateret, at lommevognens lås i enkelte af de gennemførte test ikke havde nogen eller kun havde begrænset låseeffekt ved træk i lodret retning, selv om låsen var i korrekt låsestilling og skamlens lås var velfungerende, vedligeholdt og smurt som foreskrevet. Låsen er ikke den samme type, som ved den store ulykke i 2019
- Havarikommissionens opgave er at undersøge hændelsen grundigt, så vi kan få helt klarhed over, hvad der er årsagen. Når de som her opdager en mulig fare, skal de selvfølgelige hurtigst muligt dele den viden. Der er stadig rigtig mange spørgsmål, der skal besvares, men det står helt fast, at den her type vogn ikke skal ud på Storebælt igen uden, at der er helt styr på sikkerheden, siger transportminister Benny Engelbrecht.
Forbud mod trailere i lommevogne udvides
Siden hændelsen sidste onsdag har der været forbud mod at køre lastbiltrailere over Storebælt på lommevogne. Dette forbud bliver nu udvidet til resten af Danmark.
- Det er altid virksomhedernes ansvar, at sikkerheden er i orden, og myndighedernes ansvar at følge op. Derfor synes jeg også, det er fornuftigt, at Trafikstyrelsen tager det her ekstra skridt.
- Samtidig vil jeg også sige, at der er rigtig meget, som vi fortsat skal have undersøgt. Det er jeg meget optaget af bliver gjort grundigt og rigtigt med inddragelse af alle relevante input – og med løbende orientering af transportordførerne og offentligheden, siger Benny Engelbrecht.
Hændelsen 14. januar skete på en vogn fra DB Cargo på vej fra Høje Taastrup til Carlsbergs bryggeri i Fredericia. Alle godstog kørte på tidspunktet for hændelsen med nedsat hastighed på 80 kilometer i timen på grund af vind.
Hverken mennesker eller materiel kom noget til, men det kunne have gået galt. Det sagde Bo Haaning, der er ansvarlig for Havarikommissionens undersøgelse, efterfølgende til TV 2 Fyn.
- Det, jeg tænkte, da jeg så den, var, at den her måske under andre omstændigheder faktisk kunne have ført til en alvorlig ulykke, og det er derfor, vi går ind i undersøgelsen med det samme, siger han.
I januar 2019 blev otte mennesker dræbt, da en vogn rev sig løs på et godstog og ramte et Intercitytog på Storebæltsbroen.