I dagene 23.-28. maj 2012 vil op mod 100 klovne fra hele verden deltage i den 14. Internationale Klovnefestival i Svendborg, Ringe og Odense, hvor de vil få børn og voksne til at smile af sig selv og måske se lidt lysere på livet.
Gallaforestillingen i Svendborg
Med et sponsorbidrag på 300.000 kroner i ryggen fra Udvikling Fyn A/S bliver den 14. Internationale Klovnefestival afholdt i ugen op til pinse på gader, stræder, skoler, biblioteker og sygehuse i Svendborg, Ringe og Odense.
Gallaforestillingen finder sted torsdag aften på Svendborg Teater.
- Klovne minder os om, at vi ikke skal tage livet og vores eget ego alt for seriøst hele tiden. Klovne kan inspirere os til at leve i nuet, lige som små børn gør, og det er meget sundt, siger lederen af klovnefestivallen, John Newman fra Svendborg, som selv optræder med klovnefiguren Jo Jo.
De op mod 100 klovne fra blandt andet New Zealand, Danmark, Grækenland, Sverige, England, Grønland og Australien vil bo i Svendborg-området, mens festivallen finder sted.